Afsnittet af DUM igår

Gårsdagens afsnit af de unge mødre, viste at vi har været igennem en §50 undersøgelse, da vi ventede Malucca & efter hendes fødsel.

Det var en ekstremt hård tid, særligt under graviditeten.
Vi har begge den holdning at det er nødvendigt at disse undersøgelser finder sted, for der er alt for mange tilfælde hvor der ikke bliver undersøgt noget (også på trods af indberetninger) & det er fuldt ud børnene det går ud over! 🙁 SÅ SØRGERLIGT!! 🙁 🙁 🙁 🙁

Tror også vi ville have haft det bedre med det, hvis ikke kommunen havde grebet det an som de gjorde. De lagde rigtig dårligt ud, & havde så meget dømt sagen, på forhånd, så vi kunne i bund & grund aldrig have mødt dem, men alligevel ville de have dømt os! De følte de kendte alt til os, ud fra nogle papire. & der var da ingen måde jeg kunne blive en god mor på, i deres øjne!!
Den gjorde ondt! Så er det skide svært at være villig til at gå med på deres primisser. Der blev sagt så mange grumme ting til vores første møde, at det ikke er noget jeg har lyst til at skrive.
Kan bare huske jeg til sidst ude i bilen sad & tænkte “hvem er det af jer, der ikke kan få barn, siden i er så interesserede i mit?!?!” .. Vi var fuldstændig knuste, & sagde INTET til hinanden. Det var en BOMBE de havde smidt, & vi havde slet ikke set den komme. Det hele virkede som et angreb – nærmere et overfald – har aldrig oplevet noget så forfærdeligt!
Det eneste vi kunne tænke på, var at vi måske ville ende med at miste vores ufødte lille prinsesse. (Tvangsfjernelse var også et ord der blev brugt en del gange til det møde, hvilket IKKE er iorden, før man ved at det er en mulighed. & det mener jeg ikke man kan vide, FØR undersøgelsen er igang!!!!)

Jeg kan godt forstå Ditlev gik så meget i baglås, & gjorde alt for at holde paraderne oppe. Jeg havde det bare sådan, at hvis de sagde “hop”, ville jeg til en hver tid sige “hvor højt?”. Jeg var så bange under hele graviditeten! Den tid man skulle nyde & være lykkelig, havde vi hele tiden den sorte sky hængende ned over os. Vi kunne bare vente på de gik igang med hvad de ville have os til, uden at vide hvad de tænkte. JEG VILLE IKKE SIGE NEJ TIL EN ENESTE TING! Tænk hvis de så det som modarbejdene & derfor ville trække meget ned i sagen, om min kommende rolle som forælder. 🙁

Den dag jeg fødte, glemte jeg heldigvis alt om det. Vi var begge så hammer lykkelige & alt det hejs med kommunen eksisterede slet ikke. Vi var der de første 5 dage på “afsnit for mødre & nyfødte” & nød hvert et sekund. På 5. dagen tænkte vi at nu var vi så godt rustede som vi kunne blive, & mere end klar på at komme hjem i egne omgivelser, & vise Malucca hendes hjem, & være en rigtig familie. Jeg gik ind på kontoret til sygeplejerskene, for at sige vi gerne ville hjem. Hele tiden på sygehuset havde været dejligt, vi havde jo selv et valg om de 5 dage – troede vi! Det var så sådan at den 5. dag, var mandag, & tilfældigvis en helligdag, så der var ingen fra kommunen på arbejde, hvilket så betød vi IKKE måtte komme hjem.
De skulle først op, & give os lov til at komme ud i det fri! Jeg blev simpelthen så nedslået. Pludselig var det ikke for vores families skyld vi var der i ekstra dage, men fordi vi faktisk ikke måtte komme hjem, før der var ANDRE der godkendte det.
Lyder måske ikke så slemt, men det var det oppe i mit hovede!

Skriver videre om hele undersøgelsen i et nyt indlæg en anden dag .. Lige nu er det alt for følelseladet kan jeg mærke, & får virkelig vakt nogle minder & ting frem i mig. Så fortsættelse følger ..