Min hårfarve

Afsnittet af DUM igår

Gårsdagens afsnit af de unge mødre, viste at vi har været igennem en §50 undersøgelse, da vi ventede Malucca & efter hendes fødsel.

Det var en ekstremt hård tid, særligt under graviditeten.
Vi har begge den holdning at det er nødvendigt at disse undersøgelser finder sted, for der er alt for mange tilfælde hvor der ikke bliver undersøgt noget (også på trods af indberetninger) & det er fuldt ud børnene det går ud over! 🙁 SÅ SØRGERLIGT!! 🙁 🙁 🙁 🙁

Tror også vi ville have haft det bedre med det, hvis ikke kommunen havde grebet det an som de gjorde. De lagde rigtig dårligt ud, & havde så meget dømt sagen, på forhånd, så vi kunne i bund & grund aldrig have mødt dem, men alligevel ville de have dømt os! De følte de kendte alt til os, ud fra nogle papire. & der var da ingen måde jeg kunne blive en god mor på, i deres øjne!!
Den gjorde ondt! Så er det skide svært at være villig til at gå med på deres primisser. Der blev sagt så mange grumme ting til vores første møde, at det ikke er noget jeg har lyst til at skrive.
Kan bare huske jeg til sidst ude i bilen sad & tænkte “hvem er det af jer, der ikke kan få barn, siden i er så interesserede i mit?!?!” .. Vi var fuldstændig knuste, & sagde INTET til hinanden. Det var en BOMBE de havde smidt, & vi havde slet ikke set den komme. Det hele virkede som et angreb – nærmere et overfald – har aldrig oplevet noget så forfærdeligt!
Det eneste vi kunne tænke på, var at vi måske ville ende med at miste vores ufødte lille prinsesse. (Tvangsfjernelse var også et ord der blev brugt en del gange til det møde, hvilket IKKE er iorden, før man ved at det er en mulighed. & det mener jeg ikke man kan vide, FØR undersøgelsen er igang!!!!)

Jeg kan godt forstå Ditlev gik så meget i baglås, & gjorde alt for at holde paraderne oppe. Jeg havde det bare sådan, at hvis de sagde “hop”, ville jeg til en hver tid sige “hvor højt?”. Jeg var så bange under hele graviditeten! Den tid man skulle nyde & være lykkelig, havde vi hele tiden den sorte sky hængende ned over os. Vi kunne bare vente på de gik igang med hvad de ville have os til, uden at vide hvad de tænkte. JEG VILLE IKKE SIGE NEJ TIL EN ENESTE TING! Tænk hvis de så det som modarbejdene & derfor ville trække meget ned i sagen, om min kommende rolle som forælder. 🙁

Den dag jeg fødte, glemte jeg heldigvis alt om det. Vi var begge så hammer lykkelige & alt det hejs med kommunen eksisterede slet ikke. Vi var der de første 5 dage på “afsnit for mødre & nyfødte” & nød hvert et sekund. På 5. dagen tænkte vi at nu var vi så godt rustede som vi kunne blive, & mere end klar på at komme hjem i egne omgivelser, & vise Malucca hendes hjem, & være en rigtig familie. Jeg gik ind på kontoret til sygeplejerskene, for at sige vi gerne ville hjem. Hele tiden på sygehuset havde været dejligt, vi havde jo selv et valg om de 5 dage – troede vi! Det var så sådan at den 5. dag, var mandag, & tilfældigvis en helligdag, så der var ingen fra kommunen på arbejde, hvilket så betød vi IKKE måtte komme hjem.
De skulle først op, & give os lov til at komme ud i det fri! Jeg blev simpelthen så nedslået. Pludselig var det ikke for vores families skyld vi var der i ekstra dage, men fordi vi faktisk ikke måtte komme hjem, før der var ANDRE der godkendte det.
Lyder måske ikke så slemt, men det var det oppe i mit hovede!

Skriver videre om hele undersøgelsen i et nyt indlæg en anden dag .. Lige nu er det alt for følelseladet kan jeg mærke, & får virkelig vakt nogle minder & ting frem i mig. Så fortsættelse følger ..

   

6

  • marianne

    Hej Nanna. Tro mig jeg kender den følelse rigtig godt endda. Jeg har selv været det hele igennem ikke 1 ikke 2 men 3 gange. Og de første gang der gik det godt i 6 måneder så sagde kommunen stop trods det at der ikke var en finger at sætte på vores datter,hun stor trives og fejlede absolut ingenting. Men jeg bed fra mig og sagde nok var nok,tog kommunen vores datter. Jeg “var” uheldig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • marianne

    Jeg “var uheldig” at blive gravid kort efter vores datter blev fjernet turde ikke sige det til nogen for så vil de fjerne barnet. Fik en uventet hjælp fra min moster og onkel de tilbød at få pleje tilladelsen over vores søn og det fik de. Det skal siges at min onkel var/er en stor alkoholiker men på det tidspunkt tænkte jeg ikke over det,for vil bare beholde mit barn,så var glad for hjælpen. Men de gik bag min ryg og sagde til alle andre i familien at de vil kontakte kommunen og sige stop for de gad ikke mere. Havde jeg for pokker bare lyttet til min onkel han sagde vi skulle flygte med vores søn for at vi kunne beholde ham men forstod ikke hvorfor han sagde sådan noget når han vidste vi havde en datter vi så. Så vil man ikke flygte gå under jorden for at få tid med sin søn,men bare vi havde gjort det,for vores søn blev fjernet da var 5 uger gammel. Det gjorde så ondt at ens egen familie tog røven på en og fik vores søn fjernet. Men så blev jeg gravid 3 gang og der holdt jeg det skjult for alle de eneste der vidste jeg var gravid var min mand og min mor og så min mands bror og svigerinde,vi vil absolut ikke fortælle det til nogen andre for så vil barnet bare blive fjernet. Så jeg holdt det skjult til var 8 1/2 måned henne så blev jeg indlagt på sygehuset de troede det var veer men det var det ikke og så meldte de til kommunen og vi fik et chok da vi kom til samvær med vores søn for der stod de fra kommunen og var parate til at kæmpe for at fjern det barn,men jeg og min mand havde fået nok og søgte hjælp ved min svoger og svigerinde,heldigvis vil de hjælpe,men var ikke glad for tænk nu hvis de snød os som min moster og onkel gjorde da vores søn blev født,men det gjorde de heldigvis ikke,de støttede os og hjalp os igennem en svær tid. Det endte med at vi kom på et morbarn hjem for at bevise vores forældre evne og de sagde hvad laver i her i har slet ikke brug for at være her for i kan godt være forældre,men fordi vi ikke havde en bolig så kunne vi ikke flytte derfra,så vi tog imod deres tilbud for ellers vil vores lille datter blive fjernet hvis vi sagde vi vil flytte derfra uden bolig på hånden og det vil være dumt at gøre,så derfor blev på stedet og søgte en bolig. Samtidig kæmpede vi for at få de to store hjem at bo og det vil det opholdssted hjælpe med sagde de,vi var utrolig glad for at de vil hjælpe med det,men inden det kom i gang så træk de deres tilbud tilbage og sagde de ikke vil alligevel. Og da de ikke vil det,ja så kunne vi ikke få de store børn hjem at bo,for det vil kommunen ikke gå med til før de havde set vi kunne klare alle tre børn på en gang,det fik de. Aldrig at se desværre. Men lidt oprejsning har vi da fået efter den grimme behandling fra systemet. Vi fik lov til at beholde den yngste hjemme ved os. Men sagen stopper ikke der ak nej den forsætte i lang tid efter desværre,for vi var opsat på at få store hjem at bo ved os,men sagen træk ud i lang tid så det endte med at de store havde været væk fra os i 5 og 4 år før de fandt frem til at de var blevet anbragt på ulovligt grundlag,men der var jeg og min mand kommet frem til at det vil være synd at hive børnene ud af deres faste rammer så vi valgte at lade dem blive hvor de var det er SGU noget at det sværeste vi gjort for vi havde kæmpet så længe for at få dem hjem,men vi tænkte på deres behov og vi vil ikke ødelægge vores børn mere end de allerede var blevet pga det med kommunen. Så derfor lod vi dem blive ved deres plejeforældre og så måtte vi så se dem de gange der nu var behov for det. Og heldigvis den dag idag er de begge to glade for den beslutning og de forstår godt hvorfor vi gjorde som vi gjorde det varmer vores hjerte at vores børn acceptere og respektere vores beslutning. Så ja kære Nanna og Ditlev vi kan sagtens følge hvordan i har/havde det. Kh Marianne. P.s Nanna hvis du har nogen spørgsmål så kan du skrive til mig på fb der er vi nemlig venner. Håber ikke jeg har skræmt dig væk ved at skrive det her. Det er meget personligt og stadigvæk et ømt emne trods det at mine store børn er 16 og 15 år idag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • louise svendsen

    hej nanna
    jeg føler virklig med dig. jeg kæmper med kommunen, da de mener jeg er mental retaderet. hvor det kommer fra ved jeg ikke. der er lavet en psykolog test i 7 klasse og ikke nogen sinde siden, og er idag førtidspensionist. jeg klarer et arbejde på 26 timer bor selv, og har kun hjemmevejledning en time om ugen i starten meget mere, men de har skåret mig så langt ned og jeg ligger i den gruppe der faktisk er for godt til og have en fra komunen en gang i ugen. hvordan kan man kalde en mental retaderet når man både har taget kørekort og gennemførst en niende klasse med gode karakter.og jeg kan alt selv klarer mig helt uden hjælp i min hverdag. ja undskyld men der er nogle komunner der ikke lever op til det de skal. min sagsbehandler spurgte mig en dag da vi havde møde om jeg ikke vidste at jeg er mental retaderet øhh nej der er virkelig nogle på christians borg der skal få fingernen ud snart så vi kan få en ordenlig liv os der kæmper med kommunen. bare lige for og dele en historie med dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michella

    Hej nanna… Jeg skriver denne besked til dig for jeg blev så ked af at se det afsnit af dum i tirsdags. Jeg blev rasende på jeres vejne. Må indrømme jeg tit har set programmet lidt som underholdning, men dig og ditlev har givet programmet et nyt ry i mine øjne. Havde ikk i min vildeste fantasi forestillet mig at de havde en kommune sag på jer for det er der da ingen grund til overhovedt, har den største respekt for jeres forståelse af kommunen, for ja desværre er der alt for mange børn i danmark der ikke har det godt. Jeg blev ked af de brugte så meget tid på klippet hvor jeres skønne prinsesse græd, det var så forkert at lade det fylde så meget bare fordi i forklarede om sagen… Jeg kender desværre flere i samme situation berettigede og ikke beretigede. Men en ting er sikkert vi har alle været unge, haft dårlige perioder og gjort oprør osv men vil råde dig til at kræve at deres påstand om borderline skal diagnotiseres af en psykriater for er der noget du ikke har så er det i hvert tilfælde borderline… Sjældent har jeg set en første gangs mor med så meget ro og overskud som du har, både for dit barn men også dit og ditlevs forhold… Du er fantastisk med din datter og det kan ingen tage fra dig… Alle mennesker har udfordringer i livet, i har aldersforskel og et handicap men nyder at se jeres kærlighed og forståelse for hinanden og jeres lille familie, og i forhold til hvad mange andre slipper afsted med så er jeres jo intet problem… Hvis du har lyst vil jeg meget gerne fortælle dig lidt om andre sager, andres undersøgelser hos kommunen og ikke mindst forklare di lidt om borderline og dem der har det, osv hvis det har din interesse så skriv din email og vi kan tage snakken over der… Jeg vil gerne sige jer tak for at bevise at fordi man er 21 og lidt ældre med et handicap så kan man helt perfekt godt være fantastiske forældre er så glad for i har ladet os være med og følge jer det er sand fornøjelse… Beklager der er bleet lidt langt og rodet alt det bedste til jer tre… Michella

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min hårfarve