No. 8 i Køge

.. Vi prøver lige igen

Ja så er jeg tilbage på bloggen. Og jeg undskylder lige på forhånd, for dette indlæg bliver nok en del længere, end de fremadrettede indlæg bliver.

Der er gået en del år (faktisk), siden jeg var rigtig aktiv og ordene bare flød ud og emnerne lå lige foran mig. Jeg har været lidt skeptisk og haft et par “pro’s & con’s” jeg har skulle vende med mig selv, for det er vigtigt, hvis man vil have en blog, at man passer den og har den et eller andet sted på sin prioriterings liste top 10 “agtig”.

Jeg har igennem det sidste halve år, været igennem mit livs helvede, som jeg ikke har kunnet dele ud, da jeg faktisk slet ikke har kunnet se, at der skulle være en ende på det mareridt.
Det er ikke sikkert jeg kommer til, at dele det helt i detaljer, da jeg stadig lever med det og skal passe på min lille familie først og fremmest. På den anden side, vil jeg enormt gerne være med til, at bryde dette “tabu” – der er i forvejen ved, at skabe mere fokus på andre tabubelagte ting, såsom Angst har jeg set nogle reklamer for.

Det jeg har gået igennem, er noget jeg ved, at kvinder før mig, samtidig med mig og 100% også efter mig, har skulle gennemleve og formentlig som mig selv, helt på egen hånd.

Jeg har førhen ellers været en person der har delt alting, stort og småt, med facebook, min blog, folk på gaden osv. Og jeg har altid nydt det, ligegyldigt om det var følsomt eller bare hverdags sludder eller anbefalinger/erfaringer af diverse butikker eller ting.
Jeg ville rigtig gerne kunne bevæge mig derhen igen, hvor jeg bliver så åben og mindre skrækslagen for, hvad der kommer til at ske, hvis nu og hvis nu …

Siden sidst på bloggen, er der sket nogle ændringer i mit liv.
Jeg er desværre blevet sygemeldt, og har kæmpet med, at få livet til at kunne køre videre for mit eget vedkommende. Hverdagen bestod mest af alt af, at få Malucca i børnehave og så bare hjem og begrave mig igen, indtil jeg skulle hente hende og så sørger for hende indtil hun skulle i seng om aftenen, og så ellers begrave mig igen. Det er altså en rutine, der ikke ligefrem har haft hjulpet på min hjerne, som har det med, at køre sig selv op og altid kun i den negative retning.
Vi havde ubudne gæster i vores gamle hjem, som kostede mig mine mest værdifyldte ting (ikke økonomisk) – fødsels gaven fra Ditlev, fra da jeg fødte Malucca, yndlings parfumen jeg havde fået af mine forældre og den der ramte hårdest, var min iMac. Den havde jeg også fået af Ditlev, før vi fik Malucca. Jeg brugte den ALDRIG, og følte egentlig også mest af alt, at den generede mit syn. Jeg følte den var for mandig i mit hjem, men jeg havde gemt ALT!!! som i virkelig ALT fra graviditet, fødsel og de første 4 år af Malucca’s liv på den. Billeder og videoer. Ting jeg ikke har andre steder. Det føler jeg aldrig, at jeg kommer over. Jeg føler det er Malucca’s første år der er stjålet fra mig. Jeg får ikke den tid tilbage, men jeg havde minderne som bevis på, at de havde været der. Nu er der ingenting. AV!!!
Samtidig boede jeg ved siden af jordens mest vanvittige person, som jeg havde haft det svært ved, stort set fra start af, hvor vi flyttede ud i det nybyggede hus i Borup.

Det var på tide at komme væk fra det sted, så det kom vi.
Vi er flyttet ind i et hus 1 time væk fra Borup. Det vil sige, 1 time væk fra al familie vi har og alt vi ellers kender. I starten var det en flugt fra det helvede vi var i, eller nok det JEG var i, for Malucca er ikke blevet indblandet i det, selvfølgelig. Dog har hun helt sikkert kunnet mærke på sin mor, at der var ændringer i hverdagen. Jeg har længe villet flytte, og gerne til en by, som var mere “by” end borup, så jeg vidste godt, at hun formentlig skulle skifte institution på et tidspunkt, og det måtte meget gerne være 1-1,5 år før skolestart, så hun blev tømret sammen med nye kammerater, inden den tid. Det passer meget godt med nu, men HOLD DA OP, det har været svært!! Indlæg kommer om dette.
Anyways – flytningen “så langt væk”, var mest pga. at skulle så langt væk som muligt, men hold nu op hvor vi stortrives her. Vi har fået en hverdag, og vores hjem er endelig et rigtigt hjem. Det vidste jeg ikke rigtigt, at vores gamle hus ikke var, før vi flyttede herhen, og bare mærker ro, tryghed og følelsen af, at dette er VORES base. Der kan laves et indlæg med rundvisning også. 🙂
Dog på trods af hemmelig adresse og navnebeskyttelse, har en lille nisse fulgt os, og vi har oplevet ufede ting her, så mareridtet er formentlig ikke ovre endnu – vi håber og beder til, hver dag at vi bare kan få lov til at se frem ad.

Sidste ting, så har jeg fået mig en rigtig nuser mand ind i mit liv, som er lidt for god til, at være sand engang imellem, og det får altså også min hjerne til at slå twist liiiidt for ofte. Godt han har en god tålmodighed! 😀

Nå men, velkommen til dig der skulle have lyst til at følge vores liv nu, og velkommen tilbage til dig som før har været trofast følger, jeg skal nok gøre det bedre! <3

//xoxo

snapchat-1860589902

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

No. 8 i Køge