Av mit hjerte…. igen

Jeg håber i kan bære over med mig, for jeg kan godt mærke, at skolestarten fylder en del og derfor nok også kommer til det her i starten på bloggen.
Egentlig var det også lidt meningen med at komme tilbage her til bloggen igen. Jeg er jo aktiv på min instagram @nannaragnhild, men det er som om, de der længere og mere dybdegående indlæg ikke rigtig kan fyldestgøres på insta, hvor sådan en blog her, lidt kan bruges som en åben dagbog.

Sååå, here it goes…

Idag ville Malucca altså ikke i SFO, faktisk ville hun allerhelst blive hjemme fra skolen, hvilket ikke er første gang hun siger det (det er ikke noget der bekymrer mig). Nå men vi aftalte, at hun kunne blive hentet lige efter skole, altså kl. 14, hvilket så ville betyde ingen SFO. Det ville hun bare SÅ gerne igår, men for en sikkerheds skyld, spurgte jeg hende imorges, og hun ville stadig have det sådan.

Det var så bestemt ikke en succes! Hun ville kun med hjem, hvis hun kunne komme til lægen (pga. et par myggestik hun har fået), eller også skulle hun til tandlægen, men hun ville heller ikke hentes senere. Efterfulgt af kampen om den obligatoriske sele i bilen. Da vi var hjemme var det så med sætninger som “jeg vil ikke have dig som min familie mere mor” og andet i den dur. Av mit hjerte, men heldigvis har jeg forhørt mig lidt omkring… Det der skolestart kan vidst godt gøre dem en smule “ude af dem selv” i starten, så jeg tænker, at jeg skal prøve, ikke at tage det alt for tungt.

Men da hun endelig ville tale med mig, var det inde på hendes værelse. Og det eneste hun så sagde var “hvorfor er jeg ikke sej? hvorfor er jeg dum? hvorfor er jeg grim?” og ting i den dur. :'( AAAAAAAV SERIØST!!!

Som min nabo skrev til mit instapost igår; hun har en dreng på Maluccas alder. De gik faktisk i børnehave sammen og er netop startet på samme skole i 0. klasse, dog ikke den samme, men det er ret følsomt også som forælder, at være “vidne til” at gå fra, at have et stort selvsikkert børnehavebarn, til at have et lille usikkert skolebarn.
Det var helt rart (well, ikke som i dejligt/rart) at vide, at andre sad med de følelser.

Jeg tænker jeg lige vil spørger læreren imorgen om, om der er noget særligt. Om der er nogen børn der allerede er lidt stride ved hinanden, eller om det “nok bare” er opstarts usikkerheds halløj i et lille børnehoved.

Jeres erfaringer er super kærkomne! Både for mig, men også for at støtte og hjælpe hinanden. Det er altid dejligt ikke at føle sig alene om svære situationer, udfordringer, tanker og følelser. Det du giver af kommentar eller svar hertil, kan betyde eller betyder mere end du aner. <3