Jeg kunne springe i luften

Okay, jeg har jo haft det svært længe. Alt er meget op og ned, men for at opsummere (hedder det dét?!), så er jeg en pige der aldrig har troet på medicin. Ikke som i, at jeg føler mig “bedre end”, men som at jeg både har frygtet det lidt og også fordi jeg var bange for, at skulle være ‘afhængig’ af det for evigt med alle dets bivirkninger osv., eller endda, at jeg ville få det bedre i behandling/terapi, men hvis jeg så stoppede, så ville jeg være status Quo, fordi det kun var medicinen der var skyld i mine forbedringer, og ikke selve terapien.

Da jeg flyttede til Holbæk i december ’16 og tog kontakt til psykiatrien her for hjælp, fandt jeg ret hurtigt ud af med mig selv, at jeg måtte finde på noget der kunne holde mig fra, ikke at falde helt i hundene (jeg havde det seriølle svært da), så da jeg fandt ud af, at det var 1 (1,5) års ventetid på at komme i terapi og få den rette behandlingsform for mig, bukkede jeg under for medicinen. Hele tiden var det dog planen, at jeg kun skulle bruge det som en overlevelse mens jeg gik og ventede, og så hoppe ud af det igen, inden jeg skulle starte i terapi.

Nå men jeg stoppede med alle 3 præparater jeg ellers havde været på i et års tid. Det skrev jeg allerede lidt om her på bloggen imens det stod på. Totalt helvede, men det var helt fint at komme ud på den anden side. Overraskende fint faktisk.
Jeg har ikke haft brug for antidepressiv, og det var måske nok den jeg frygtede mest, både hvis jeg skulle være på den for altid, men også på hvordan jeg ville have det uden den.
Så TOP DOLLAR at jeg har det godt uden den.

Til gengæld er mine stemninger helt i hundene. Jeg bliver virkelig indebrændt, vred og irriteret fra det ene sekund til det andet, og gerne en 1.384.562 gange om dagen. Det er virkelig ikke til at holde ud. Det går selvfølgelig ud over Stefan som den typiske.
Bare det mindste eksempel:
Vi har en aftale om at ses, når han har fri fra job, og nøøøj hvor jeg glæder mig. Ikke bare sådan lidt. Jeg glæder mig sådan, så jeg allerede kan se filmen i mit hoved.
Filmen: Mig der nærmest løber hen over en blomstereng, for så at kaste mig om ham, i hans arme og kysse ham i hele krydderbollen.
Virkeligheden: Så snart han kommer ind af døren, med sit store flotte smil og sit “heeej skat”, i selv samme sekund springer alle mine sikringer i hovedet, og jeg går hverken mod ham, hvis jeg nu står op, men jeg rejser mig satme heller ikke, hvis jeg sidder i sofaen, og lægger da absolut heller ikke telefonen fra mig, hvis den nu skulle være klistret til hånden. Jeg svare måske “hej.” og det er det… Jeg bliver varm i tindingerne af hysteri og prøver at finde grunde til at være sur eller irriteret, og jeg skal nok finde på grunde, men de er bare dybt kuk kuk!!

Det er seriøst frustrerende. Jeg ved med mig selv, at jeg ville IKKE blive sammen med en person der var som mig. Kald mig dobbeltmoralsk eller whatever, men hvis han hver gang jeg så ham, pludselig blev sådan en idiot eller han hver gang han tog telefonen når jeg ringede, svarede pisse surt og gjorde alt til et problem, så havde jeg virkelig ikke orket det. Al den dårlige energi og negativitet.

Endnu sværere synes jeg det er, fordi jeg er sååååå vanvittigt bevidst om, at jeg INTET har at være sur/irriteret over. Jeg har gang på gang en dialog i gang med mig selv om, at jeg skal geare ned, og nu må det stoppe, og hvad er jeg overhovedet irriteret over osv. Jeg hader at have den der typiske følelse der også særligt følger meget med personlighedsforstyrrelser (i mit tilfælde borderline), at der er en engel og en djævel. Englen for mig er mit hovede. Det er sgu OK realistisk, det fortæller nogle vise ting til mig, og forklare mig hvorfor andre reagere som de gør. Mens mine følelser er djævlen der er på steroider, og den er bare oftest stærkest. Det er jo så det jeg skal have vendt, eller man skal egentlig få det hele forbundet lidt. Der skulle gerne være lige dele fornuft og følelser. Åh lang vej…

Anyways, totalt lang omvej til pointen.
Jeg har valgt at hoppe tilbage på det præparat jeg føler er mindst psyk medicin agtigt. Jeg får noget der hedder lamotrigin som egentlig er epilepsi medicin, men som også er stemnings stabiliserende, og det er lige præcis det jeg har brug for, for tiden. Ikke antidepressiver eller tankedræbere, bare hjælp mod udsving der er fuldstændig uden grund.

Du kan læse mere om min tid med medicin, udtrapningen, mine tanker og struggles med livet og borderline i tidligere indlæg her, her, her og her.

Tak fordi du gav mig noget af din tid. <3