Velkommen til endnu en dag i helvede

Inden jeg startede i terapi, fik jeg en mentor, som skulle være min støtte særligt i mit terapi forløb. Det skulle jeg have, fordi det åbenbart er erfaring, at (i hvert fald) denne terapi form, er skide hård at komme igennem.
Jeg fik godt af vide, at man som regel kommer helt ned og ramme bunden igennem forløbet, og at mange andre førhen har haft lyst til, at opgive. Jeg vil ærligt sige, at jeg har undervurderet det. Selvfølgelig også svært at præcis vurdere noget, man slet ikke kender til og ikke har den fjerneste idé om, hvad er for noget.

Jeg havde ikke fantasi til, at forestille mig, at det kunne blive sværere end hvad jeg før har været igennem med mht. min psyke. Jeg kunne bestemt heller ikke forestille mig, hvorfor i alverden man skulle have lyst til, at kvitte den her terapi, som (i mit tilfælde) har ventet 1,5 år på sig.

NU FORSTÅR JEG DET! 

Jeg er virkelig i et følelsesmæssigt mareridt. Eller helvede!

Jeg har “pivet” de sidste dage på min blog, og jeg kan ikke love Jer for, at det stopper lige nu og her, men jeg tænker …
For det første, at jeg ikke skal tie med det her. Der er andre der har været igennem det samme, og andre der kommer til det, eller som lige nu sidder med de samme følelser, og jeg ved af erfaring, hvor meget jeg får ud af, at følge andre i samme sted som jeg selv. Det med ikke at føle sig alene. Ikke at være den eneste der er “fucked”; som er den tanke jeg ofte sidder med om mig selv.
For det andet, vil jeg rigtig gerne bryde lidt det der, i hvert fald på mine sociale medier og nu bloggen, at alt er perfekt. Jeg synes ofte folk tror mit liv er meget anderledes end det er, og at jeg er en helt anden person. Selvsikker og med styr på tingene, og jeg vil sindssygt gerne vise Jer, den “rigtige” Nanna, hvis man kan sige sådan. Jeg siger ikke, at det ligner at jeg lever som den rene…. øhm okay, jeg kan ikke lige finde et ord, men folk har bare et andet syn på mig, end hvad der er rigtigt.
Lad os få nogle sande ansigter på, så vi ikke skal sidde og sammenligne os med hinanden, når størstedelen af de sociale medier og hvad vi ellers spejler os i, er så opsat perfekt, som vi slet ikke kan leve op til, og vi så får stress og ødelægger os selv og vores psyke på, at stræbe efter noget vi tror alle andre kan, men som så måske bare er varm luft. KLICHÉ i know, og mange andre har sagt det før mig, så jeg prøver ikke at tage æren for det, men lad os løfte hinanden, og vise os selv og hinanden, at de dårlige dage også er okay. At den kage man har bagt til forældremøde, “bare lige” er en drømmekagemix fra Amo (eller hvad det nu hedder) og at det er okay at købe en pizza at tage med til skolearrangement, når man skal have mad med. Jeg ved ikke hvorfor mine to eksempler lige omhandler institutioner og mad, men ja.. 😛

ANYWAYS… jeg har det af lortens til. Min farmor har været så god, at hente Malucca herhjemme idag og tager hende til imorgen, så jeg bare kan være Nanna og bare gøre ingenting eller alt jeg har lyst til (hvilket indtil videre har strukket sig så vidt som at tømme og fylde opvaskemaskinen og sætte vasketøj over, JUHUUU).
Da jeg hentede Malucca igår, havde jeg i forvejen måtte melde mig syg fra praktikken, fordi jeg havde ligget med begyndende migræne hele morgenen. Jeg kunne så få sovet, og vågnede op sådan en halv time inden jeg skulle hente nulle, og jeg kunne bare mærke, fra jeg slog øjnene op, at den her dag skulle afskrives fra kalenderen. Jeg var på randen til at bryde sammen hvert sekund, og jeg havde INGEN anelse (endnu engang) over hvad der trykkede mig. Jeg er nu ret sikker på, at det handler om min terapi. Jeg var afsted i forgårs (onsdag) og det var en tung omgang. Det tror jeg så, kom til udtryk fra mig igår. Da jeg hentede Malucca starter det egentlig med, at jeg ser 4 piger stå og kaste med hendes bamse, uden hun selv var med til legen. Jeg fik en lille smule tics i øjet og tog den fra dem, men først lige med en belæring om, at man ikke bare tager folks ting uden at have fået lov. Og indrømmet, jeg kunne godt have sagt det med et smil istedet for. For dem har jeg uden tvivl været den sureste dame i verden. 🙁 Dernæst siger Maluccas pædagog noget til mig, og jeg får snerret mit svar tilbage til hende. Det var ikke som sådan en negativ ting hun sagde, det var bare noget med, at hvis der var meget dyre bamser der ikke måtte gå i stykker, så ville det ikke være en god idé at have med i SFO’en, fordi de er lidt voldsomme ved tingene dernede. Ren sød info besked, og jeg kunne bare ikke lige rumme det.
Nå videre til at finde Malucca, som gik med ret hurtigt. Det skal også siges, jeg stod og var ret så dryppende våd af regnen, det gør ikke ligefrem humøret bedre, men det er ikke en undskyldning.
Jeg vil have Malucca til at tage sit regntøj på og gummistøvler, men hun vil selvfølgelig intet af det. Det ender ud i, at jeg lige for vredt for givet hende tøjet på, og hun blev ked af det og græd hele vejen hjem. Og ærligt, det gør ondt at sige det højt, men jeg kunne SLET ikke finde det der sted i mig selv igår, hvor jeg kunne trække vejret og finde noget overskud til at trøste og hjælpe. Hele vejen hjem var sådan der.. Hun synes ikke hun kunne cykle og alt var galt, og jeg cyklede bare. Selvfølgelig ikke, så jeg kom ude af syne, men jeg magtede det slet ikke.
Jeg kunne mærke en enorm smerte indeni. Jeg har ikke mærket den LÆNGE! Jeg ville bare gerne hjem og smide mit ansigt i puden, og skrige til jeg ikke havde mere stemme tilbage.
Det var så ubehageligt. Det føltes bare som om jeg var gået i stykker fuldstændig, altså gennemsmadret indeni, og det gjorde decideret ONDT!! Malucca ville ikke med indenfor da vi var hjemme, men jeg skyndte mig ind og så skreg jeg bare ind i puden. Så meget jeg overhovedet kunne, i så lang tid jeg kunne, indtil jeg bare brød sammen og græd som et barn. Altså virkelig græd. Med tårene løbende ned af kinderne og en helvedes masse lyd på. Malucca var stadig udenfor, og alt lyd foregik ind i puden, skal det lige siges.
Bagefter kunne jeg gå ud og hente Malucca, og jeg fik sagt undskyld, vi fik talt sammen og det hele endte hyggeligt, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidste har haft så fysisk ondt over noget der gør psykisk ondt.

Jeg har virkelig ikke lyst til, at fortsætte med terapi, når det er så voldsomt. Jeg kan seriøst ikke holde det ud! Men jeg ved heldigvis godt i min hjerne, at det SKAL jeg. Og når jeg virkelig tænker “hell to the NO”, så må jeg gribe knoglen og ringe til min mentor. Det er præcis det her hun er her for. <3

Nogle gange ikk, så FUCK AT SKULLE VÆRE VOKSEN!

Jeg må hellere se om jeg ikke kan finde noget opløftende at skrive om snart……. 🙄