Hvad gør i som forældre, i børnenes kampe

Jeg er virkelig VIRKELIG dårlig til, at finde ud af, hvordan jeg skal tackle, når der er noget med Malucca og hendes socialliv.

Jeg ved ikke, om det går mig mere på end andre, for jeg tror, at alle forældres hjerter bløder, når deres børn møder modgang, eller onde ord i deres færden. Dog er jeg særlig følsom engang imellem, og når man er det (jeg må hellere tale for mig selv, så når JEG er det), har jeg super svært ved, at håndtere tingene eller situationer konstruktivt.

Som jeg har skrevet om før, har jeg det virkelig svært ved, at være startet i skole, eller rettere, at have et barn der er startet i skole. Min store selvsikre børnehavepige, er nu pludselig en meget lille skolepige, med en helvedes masse usikkerhed, og det kan mærkes. Hierarkierne er ikke helt fastsat endnu, men det er nok 98% sikkert, at Malucca ikke bliver en af de “tough” piger, der styrer showet fuldstændig, ergo er hun lidt mere en “underdog” (uden det skal lyde negativt), og derfor er hun lige nu igennem nogle forskellige situationer, som hun ikke synes er sjovt, og jeg synes det er endnu værre, tror jeg nærmest.
Der har været nogle forskellige situationer, men den seneste der bare gjorde ONDT i hjertet, var forleden dag, da hun havde en ting med en pige fra klassen. Pigen (vi kalder hende Laura) holder snart fødselsdag. Laura og en anden pige (kalder hende Louise) legede gemmeleg. Laura havde så gemt sig under et bord inde i klasseværelset, og ventede på, at Louise så ikke skulle kunne finde hende. Laura sagde til Malucca og hendes legekammerat, at de ikke skulle fortælle Louise, hvor hun havde gemt sig. Louise kommer så ind og spørger, om de havde set Laura, hvorpå Malucca siger, at Laura har gemt sig under bordet. Det er absolut heller ikke iorden. Super irriterenede! Jeg er helt med. Men Laura var blevet sur, og havde så sagt til Malucca, at hun ikke skulle komme til hendes fødselsdag, og hvis hun gjorde, ville hun lukke Malucca inde på hendes (Lauras) værelse, og ikke lukke hende ud igen.

Den trussel der, den fik alt indeni mig til at ryste. Jeg er godt klar over, at det ikke ville ske. Selv hvis Laura prøvede på det, så ville Lauras forældre formentlig ikke tillade det. Laura har nok også en storesøster, som måske gør det samme mod Laura, så det er hendes hverdagskost, men det er mere truslen i det. Mig som sætter sig i Maluccas sted, og tænker truslen som en 6 årig pige. Jeg forestiller mig ikke, at man kan skelne en trussel fra virkeligheden i den alder.
Min første reaktion og handling er så, at spørger Malucca, om vi ikke skal droppe Lauras fødselsdag. Det vil hun ikke, for tænk nu hvis, at der er chokolade muffins til fødselsdagen. Mor her lover selvfølgelig Malucca, at det laver vi bare selv den dag. Jeg vil hente hende direkte efter skole og så skal vi bare hygge. Det vil hun ikke, og det er jo klart. Hver dag man ikke er i skole, eller til hver event man ikke deltager i, så mangler man noget, de andre har oplevet, og vil tale om dagene efter og allerede der, er man jo ekskluderet fra fællesskabet, og så bliver situationen heller ikke meget bedre. Men alt indeni mig, bliver bare så ked af det.
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne være klistret fast på Malucca. Være hendes skjold mod alting. Men det kan jeg ikke, og det ved jeg godt. Hun skal heller ikke curles. Men fuck altså….. AV!

Malucca havde heldigvis sagt det til de voksne, og det skulle være fint nok, men iiiiiih… Der er et par episoder, som måske er småting, og som bare er en del af starten på skolelivet, men det er altså svært for mig som mor, bare at være på sidelinjen. Jeg er klar over, at jeg skal måle og veje alting. Og hvis der er noget der virkelig gør ondt i min mave, eller noget der virkelig ikke lyder godt, så skal jeg selvfølgelig hive fat i læren eller forældrene, men den her episode, der må jeg bare lige afvente og så lade fødselsdagen gå sin gang.

Hvordan tackler i det?
Hvordan holder i hånd i hanke med jeres følelser, når det kommer til jeres børn og deres socialliv? Modgangen der nogengange kommer? De små kampe de skal igennem?

Jeg har det virkelig svært med, ikke at gå helt i opløsning indeni, og så ringe til enten min kæreste, farmor, søster eller forældre og storhyle, så snart Malucca er uden for høre vidde.
OMG HJÆLP!!!