Hvem bliver jeg så?

Åh her kommer der lige mine tanker, om det forløb jeg skal starte på, hos psyk til Juni ’18. Jeg har nævnt det før (Og kommer sikkert til det igen), men det hedder DAT (Dialektisk Adfærds Terapi).

Jeg har bare hørt så vanvittig meget godt om det. Utallige personer der har fået SÅ meget ud af det, men samtidig også har fortalt, at det virkelig kræver en indsats fra sin egen side. Man skal virkelig gå ind til det,  fuldt ud. Jeg vil også sige, jeg har ventet halvandet år, på at kunne komme igang med at udvikle positivt videre på min psyke.. hvis jeg forspilder den chance nu, Så er jeg også virkelig idiot!

Det her indlæg….. måske er der virkelig ingen idé eller formål med det her. Måske ingen der kan relatere eller noget. Men jeg tror nu engang, at min blog bliver baseret på mit/vores liv. Stort og småt; virkelige hændelser eller bare tanker. Jeg har ikke en mad blog, beauty blog eller anden form for rød lækker tråd. Min røde tråd må være, at der ikke er nogen, men jeg håber at bare nogen af jer, nyder det lidt. Jeg nyder i hvert fald at åbne op kan jeg mærke.

Anyways… mine tanker og følelser omkring behandlingen er VIRKELIG blandede. Jeg har været enormt glad for, at der findes en “løsning” på det her dumme hovede/mønster jeg befinder mig i og altid har gjort. Jeg har været sindssygt vred og frustreret over, at jeg har skullet vente en evighed; det ved jeg godt, at andre også har, men lige på det her punkt er jeg bare skide egoistisk. Jeg er Malucca’s mor, og hun er faktisk den vigtigste at få styr på, Så Malucca vokser op med de bedste Odd’s. Hvad sker der for den ventetid? Det var satme ikke sket ved en brækket arm! Jeg har været opgivende, pga. jeg bare har følt mig “ligegyldig”, nu hvor, jeg bare har måttet vente. Og igen, selvfølgelig må jeg vente i køen, ligesom alle andre. Men “fordi børn i Afrika er sultne, så kan jeg også være det”. Jeg kan kun forholde mig til Min virkelighed lige på det her punkt. Sorry, kan godt læse, at jeg lyder nederen, men det er ærligt. Jeg har glædet mig og tænkt, at så bliver jeg bare “normalt tænkende” som alle andre-ish, som at tage en pille og blive rask. Så kom tankerne om, at nej.. Det foregår slet ikke sådan. Det bliver benhårdt arbejde. 27 års tankegange og tankemønstre, som jeg SELV (med værktøjer man bliver givet), skal ændre på. Jeg skal lærer mig selv, ikke at gøre som jeg SELV altid har gjort eller tænkt. Så har jeg været skide bange. Jeg har tænkt “jamen hvem er Nanna så?er jeg så bare “grå”? Er det en stor og nogle gange særlig charmerende ting ved mig? Kan jeg overhovedet lide hende på den anden side?” Og mange andre tanker. Lige på den her konto, der tror jeg også, at jeg er nået til, at jeg måske bare har ladet min hjerne gå i selvsving. Jeg skal nok bare gå ind til det, og ja.. være åben.. og vide, at det er en fantastisk rejse jeg skal ud på. Og jeg er meget heldig, at få lov til det. At bo i Danmark og have muligheden for, at blive hjulpet.. Det er ikke Danmarks ansvar, at jeg er “fucked” indeni. Alligevel bliver jeg taget hånd om.

Hvor heldige er vi lige?!!

Mine issues (tanker/følelser/handlinger), dem sætter jeg jo også pris på. Der er jeg nået til. Jeg har virkelig hadet den side. Og synes det hele var røv uretfærdigt; hårdt og synd for mig… igen, ærlighed.. men jeg er nået til, at kunne embrace det en smule. Det at når jeg føler ting, Så er mine følelser på steroider; på godt og ondt. Men hvor er det dog dejligt, at have så overvældende gode følelser, for de rigtige ting og de rigtige personer. Øv når det så gør ondt. Men fx når jeg bliver glad eller når jeg elsker, jamen det kan ikke beskrives. Måske tænker nogle af jer “Ja det gør vi alle sammen. Det er normalt Nanna!”, men det er svært at forklare for andre, der ikke selv kender til de følelser og issues jeg har eller skriver om.

Nå… 15 months down, 3 to go! Det er syret pludselig en dag, at “vågne op” og finde ud af, at tiden alligevel går og er gået.

Al den medicin for overlevelse?!

Åh det er godt nok noget meget personligt for mig, og det var i starten ret hemmeligt for mig, når dem omkring mig spurgte til hvilket medicin jeg fik.

Jeg har altid været imod medicin faktisk. Ikke som en overordnet holdning, og ikke som en holdning der også skulle dække over andre personer, men jeg har aldrig villet tage medicin for psyken. Jeg har haft en kukkeluk psyke altid…. Jeg startede i hele det der regi som 13 årlig hos børne psyk. Inden da havde jeg faktisk været til psykolog som 10-11 årlig, pga en episode i min familie som var ret voldsom. Men det indbefatter dog ikke nogen af dem jeg har nærmest eller dem som jeg er så heldig at kunne kalde min familie (nu).

Men jeg, Nanna, kan faktisk nemt se langt tilbage og se, at jeg har været sårbar siden jeg var lille.

Jeg starter lige med at sige inden, at jeg er ikke blevet udsat for noget fysisk eller psykisk i mit barndomshjem! Jeg har haft jordens bedste opvækst med min nære familie! 

Nå men jeg har altid været enormt tilbageholdende. Jeg turde ikke selv spørger om ting, hvor man kunne risikere at få et nej, og der er jeg stadig, for hvis jeg får et nej, så føler jeg det virkelig som et afslag på min person. Jeg har enormt svært ved at skelne imellem, at det at jeg ikke må få en is, ikke er fordi at jeg ikke er god nok som person, men fordi der f.eks. Bare ikke lige er penge med til det eller deslignende. Jeg fik som regel min lillesøster til at spørger om ting.  Den helt klassiske var altid, om vores forældre ikke ville være søde, at skrue op for radioen i bilen. Det turde jeg ikke spørger om! Hvor langt ude er det? Så det måtte min søster.. og der gik ikke mange gange før, at lorteungen blev træt af det og begyndte, istedet for selv at spørger “mor og far er i ikke søde at skrue op for musikken?” til at ændrede frasen til “jeg skulle spørger fra Nanna om i ikke vil skrue op for musikken…” – så er det jo komplet ligegyldigt “brorlort”. Hvis de siger nej, så er det jo til mig, Nanna, som ikke er nok værd til, at der skal skrues op for musikken.

Ungen var faktisk også så irriterende, at når jeg sendte hende ind til de gamle for at spørger, om vi måtte tage en is, så gik hun ud, spurgte, fik lov til at tage is, men gik ind til mig og sagde at de sagde NEJ! Egentlig utroligt vi taler sammen den dag idag……. haha.

Det var bare et af de mindste eksempler i verden. Jeg har en masse andet om, hvordan mine tanker og handlemønstre har været senere, og det tænker jeg også, at jeg gerne vil dele. Jeg er nået til et sted, hvor jeg ikke skammer mig over, hvor jeg har været, for det er heldigvis så langt væk nu, og accepteret af mig selv, at det har været min “overlevelse” som ung. Jeg har været medlem af en gruppe på Facebook, hvor andre med diverse kampe eller pårørende kan være en del af, spørger og få råd og ellers bare følge med på sidelinjen, og ikke føle sig så alene og anderledes. Det har givet mig enormt meget, og derfor også givet mig mod på, at dele ting, for hvis andres delen ud af dem selv, har givet mig dét som det har, så håber jeg også, at andre kan bruge mit, eller spejle sig i det, og så føle at tingene nok skal gå. “Du er ikke den eneste”. Det kommer altså i et andet indlæg.

Jeg har før været i et intensivt borderline gruppe forløb, over længere tid, og så efter det, gruppeterapi én gang i ugen i længere tid også. Allerede dengang var jeg imod at skulle tage medicin. Jeg tror jeg var på antidepressiver i 1 måned dengang (jeg var 18), men jeg havde en mor der virkelig ikke var tryg ved det, og havde en masse skrækhistorier om sådan noget, som hun sendte til mig dagligt. Ikke at det skræmte mig, men jeg ville gerne slippe for alle de historier. Haha. Hold kæft hun spammede min mail med links.

Nu har jeg så været igennem mit livs, indtil videre, værste mareridt for noget tid siden efterhånden, som jo så har resulteret i, at jeg har stået stille og skulle vente HALVANDET ÅR(!!!!) på at starte i en behandling der hedder DAT (dialektisk adfærds terapi), som jeg også skriver et indlæg om senere. Alle mine tanker om det, for det er virkelig ikke bare liiiige… det skræmmer mig åndssvagt! Nå men jeg skulle overleve al den tid, være mor, få ting til at køre rundt, kæmpe med en masse frygt og angst for alting og puha ja… jeg har virkelig været langt ude! Så jeg valgte at sige ‘ja tak‘ til medicin.

Det startede med noget Sertralin mod depression. Det udvidede sig så med Lamotrigin (epilepsi medicin) som skulle være stemningsstabiliserende. Så begyndte jeg at have de vildeste mareridt. Vågnede konstant fordi jeg græd. Det var ikke mareridt om drager og flyvende kufferter. Det var folk jeg var ret ræd for i forvejen pga fortiden, som gjorde de mest forfærdelige ting mod alt jeg har kært. Nå hen til psyk og fortælle at min søvn er forfærdelig. Så fik jeg da Quetiapin, som skulle give mig ro, ingen tankemylder og så blev jeg ellers hjernedøde døsig og gik kold en halv time efter jeg tog dem. Det gav mig da søvn, men mareridtene fortsat, nu kunne jeg bare ikke vågne af dem, så de varede længe og jeg tudede og det var forfærdeligt hver nat. Så fandt jeg ud af, at Sertralin som jeg jo fik, kan give mareridt, så mig op til psyk og sige ‘nej tak’ til det. Fint nok, nu kunne jeg så bare ikke sove uden mine Quetiapin’er. Og efter en måned havde jeg lyst til at ødelægge mig selv dagligt. Nøøøøj hvor var jeg ked af det KONSTANT!! Så måtte jeg lige tale med psyk, som jo så lige så at det var en måned siden jeg stoppede med mit antidepressive, så jeg måtte lige på noget nyt. Venlafaxin….. det er nok godt for nogen, men fuck noget lort for mig. Det skal tages hver dag på samme tid, ellers bliver man spritstiv uden at have drukket. Eller jeg bliver det. Mine “sovepiller” Quetiapin begyndte nu ikke at hjælpe mig med søvnen, den gjorde mig bare skæv ved indtagelse og stadig langt op af dagen efter. Mig op igen til psyk.. droppe de piller og så få nogle andre med samme aktive stof (hvad kalder man det?), som den jeg fik i forvejen. Denne her var bare højere mg og havde en senere indvirkning. Den blev jeg så godt nok heller ikke sløv af.

Én ting jeg har lært nu er, at virkelig sætte mig ind i og spørger, hvad det er for præparater jeg får tilbudt. Jeg har bare taget hvad der blev serveret agtig. Jeg synes jeg har fået den ene ting for at afvirke den anden, for at få en tredje der skulle hjælpe en fjerde. Puha nej, drømmen er bestemt at skulle leve uden.

Nu er der 3 måneder til mine halvandet års ventetid er gået og jeg starter op i behandlingen, og min mening med det hele, har hele tiden været, at skulle være medicinfri så snart hjælpen kom. Selvfølgelig kan jeg ikke sige med sikkerhed, at den klare jeg, men jeg har smidt mine natpiller, og har nu i snart 1 uge undværet mine antidepressive Venlafaxin… det har været en møg stram uge, og den er ikke ovre, for jeg har stadig gele hjerne. Den bobler rundt inde i hovedet.. Jeg føler at jeg har drukket en flaske vodka, og jeg skal bestemt ikke tænke over, at sætte mig bag et rat. Jeg har overvejet flere gang, at bare tage en pille og få det til at stoppe, men fandme nej!!! Det er så syret for mig, for jeg føler virkelig det er et stof jeg er afhængig af. Tænk det skal have sådan en effekt på fysikken, at jeg bliver så dårlig. En anden ting er, hvordan psyken kommer til at tage det, men det er netop derfor jeg stopper det præparat nu, så jeg lige kan mærke hvor jeg er uden, inden behandlings start, så hvis den er helt gal, må jeg finde på noget andet, mindre vanvittigt. Jeg føler mig som om jeg er på afvænning altså. Puha.. det er møg ubehageligt! Og samtidig med det, så fucker mine følelser jo fuldstændig op.. mega ubalance.. har lige tudet i frugt og grønt afdelingen i netto…… og jeg ved ikke hvorfor… det bliver en kanon tid det her, haha.

Jeg har nu kun min stemningsstabiliserende Lamotrigin tilbage, som jeg så til gengæld er trappet lidt ned på, men det er ikke den “farlige” for mig. Jeg føler at den er så uskyldig, da den jo egentlig bare er mod epilepsi. Så Ditlev og jeg får faktisk samme medicin.

Tak fordi i altid læser alt mit langtrukne roman bavl.

I er skønne.

❤️

Og så lige for at slå fast, jeg ser ikke ned på eller mener dårligt om hverken præparaterne eller de som har gavn af dem. Dette er min historie med det.

Og så lige for at slå fast, jeg ser ikke ned på eller mener dårligt om hverken præparaterne eller de som har gavn af dem. Dette er min historie med det.

Tinder, Badoo eller FB-singler?

20180302_141528

Og hvad alle de forskellige dating muligheds sider og apps hedder.

Åh hvor bliver jeg bare hurtigt ældre og ældre… og desperat.. eller nej faktisk ikke engang.. mere bare opgivende.. og måske også accepterende.. Jeg var sikker på, da jeg var yngre, at alle fandt deres eneste ene agtig.. Selvfølgelig.. Det er jo sådan livet leves og den var stensikker for alle.

Jeg har et par forældre (på deres 30. År som gift i denne måned, og endnu længere som par), som virkelig er perfekte for hinanden. De havde nogle fælles venner som yngre. Min mor var i byen med sin veninde, som var kærester med en som min far kendte. Daddy var ret populær hos damerne. Det kørte rimelig godt for ham… Han manglede ikke selvtillid på den front, OVERHOVEDET. Den aften på diskotek Ritz i Roskilde, hvor han så min mor, der var han solgt. Hendes røde hår og hvad han nu ellers blev fuldstændig betaget af. Og han sagde IKKE en lyd til hende. Istedet for sendte han en masse hilsener gennem vennens kæreste, som jo så var min mors veninde. Han tog forbi biografen for at se hende, fordi hun arbejdede der. Åh han turde ikke tage et eneste skridt, så det gjorde min mor til sidst. De er “meant to be”!

Er der mange af den slags historier idag??? 

På et tidspunkt gik mine tanker meget på, hvor meget alderen pustede mig i nakken mht. at skulle stifte familie (for good, denne gang). En stor dejlig sammensmeltet familie, jeg selv skulle starte med min vidunderlige Malucca, mig selv (jeg? Jeg er ikke så god til de der jeg vs. mig regler), min future mr. Right (og garanteret har han også min. 1 guldklump med i “puljen” sådan som nutidens Danmark ser ud), evt. Kommer der et lille fælles barn og så sidst men ikke mindst; Ditlev.

Nu er jeg nærmest helt væk derfra. Selvfølgelig er det dét jeg helst vil, hvis jeg kunne puste et ønske ned i ønskebrønden. Helt særligt, hvis alternativet er, at skulle knalde derudaf, være evigt single eller den store opdagelsesrejsende – og her mener jeg i verden, ikke i mænd.

Men jeg kan faktisk ikke lige forestille mig, hvordan man kommer i “mål” med familie drømmen? Jeg kan kun komme i tanke om alt det der online ræs. Jeg har været flittig bruger. Det er fantastisk når man lige har brug for et hurtigt fix, i form af noget hurtigt bekræftelse, eller et hurtigt knald, så den fysiske del er dækket ind. Og ja, det var også fint nok da man (må hellere skrive ‘JEG‘), var yngre. Men det kunne da ikke blive mere hult og nederen..

Komplimenter der ikke kunne blive mere overfladiske og uægte. Ene og alene baseret på de billeder man selv har godkendt, ud af de 100 billeder man har taget. Fundet det perfekte filter, den perfekte vinkel og en ordentlig baggrund, dvs. Ikke for meget rod eller et fedtet spejl. Når der kommer komplimenterende beskeder på nettet, altså det giver ikke engang en lille varme. Jeg tror ikke på, at jeg kan være den eneste der har det sådan!?

Hvis jeg så lige har kontakt med en fyr, som lige fanger min opmærksomhed lidt.. i ved, den der pingpong, hvor beskederne virkelig er vittige og spændende, så er det altså også et spørgsmål om tid før, at jeg så ikke engang gider åbne beskederne. Det er også ret dårlig stil af mig egentlig, men hvad skal man lægge i det? Bruger i det meget seriøst?

Jeg er jo også der, hvor jeg tænker, at hvis man mødes med folk fra de her apps, så er det sådan noget “Netflix n’ Chill”, og der er jeg simpelthen blevet for mormor… Jeg vil hellere være sammen med Malucca, anyday!! Et møde med en net-ting kræver lidt, at der er en pasning til lillenull, så jeg skal saaatme også føle, at det er det værd. For ærlig talt, jeg stornyder de der hyggelige stunder når vi sover sammen, eller bare tøsehygger.

Og som fuldtids mor og single, så er det altså også begrænset, hvor meget jeg kommer ud, og jeg tænker ikke, at prinsen ringer på min dør af sig selv. Selvom det havde været dejlig nemt. Haha.

Åh Gud hvor jeg altid stikker af fra mine hovedemner… sorry! I må ikke blive trætte af mig.. men hvis i gør, forstår jeg det så sandelig godt.

Nå men…. har i kærligheds historier der opstod på nettet? Eller i det virkelige liv? Hvordan? Hvad skete der? Tror i på det der medie ræs med dating?

Jeg ender som sådan en mor der lever igennem sin datter. Stakkels stakkels Malucca.. Som jo er enebarn og sikkert fortsætter med at være det, så hun kan ene og alene have mig hængende om benet.

Undskyld på forhånd Malucca, hvis det bliver sådan, og du læser det her en dag. 😅❤️✌🏽

“Er der nu kamp mellem Nanna og Ditlev igen?”

20180302_140729

Der er mange forskellige plusser og minusser ved, at være “offentlige personer” eller ja, tv genkendte.. Det er en svær balancegang, hvad vi skal kategoriseres som. Det kan nemt lyde så “arrogant, selvfedt og jaaaa det ER mig”-agtigt, lidt alla Medina.. Bortset fra.., NOTHING LIKE IT!

Nå men der følger en masse meninger og nysgerrighed med, og jeg forstår det godt. Jeg er også bare et menneske der sluger reality tv og reportage tv til mig. Jeg har lige så mange meninger som alle andre. Men med det her tv/offentlighedsræs, følger så også alle de søde folk, der gerne vil give besked om, de ting jeg ikke selv kan se. Det er nogle gange (ofte) ting jeg frabeder mig, for oftest er det unødig støj, men i det her tilfælde er det rigtig sødt gjort.

Det var svært da Ditlev og jeg havde vores lille fighte, at andre udefra også, kunne følge med i det hele, men ja det følger jo med. På godt og ondt.

Vi er ikke ved at optrappe nogen konflikt eller krig. Vi er rigtig tætte med hinanden. Når Ditlev har krise over folk i sit liv eller noget, så kan han godt finde på, at ringe til mig og rase ud, og omvendt. Men vi er ikke sammen, og ergo ved jeg ikke hvad han siger eller ikke siger ude i byen-ish. Den her kan derfor lukkes rigtig hurtigt, sådan offentligt og så bare lige tale om det indbyrdes, men en ting er sikkert; vi ender ikke der hvor vi kom fra. Ligegyldigt hvor tomhjernede vi hver især kan være, eller tænke om hinanden. Ingen er altid enige eller elskelige, men det her har ingenting på sig, og heldigvis ved jeg hvordan virkeligheden er. Og jeg kender Ditlev og hans måde at udtrykke sig på, hvis nu… 1 fjer kan også let blive til 10 høns (intet mindre kan gøre det, når det drejer sig om “reality/tv personligheder” og debatter om dem), men der sker ingenting her. Og især ingen svinesti. Altsåååå, jeg fælder og har altid fældet, og med sorte lange hår, det er ikke lækkert, det kræver ofte støvsugning, men det sker jo så også, ellers ville vi være viklet ind fra top til tå.. Ligesom måger i tang? Eller hvad det nu er der er problemet der.

Så tak til alle de der har givet mig besked om dette. Det er ikke en ting der gør, at jeg ligger vågen om natten, men sådanne ting kan hurtigt eskalere og blive kørt op til vilde ting, og i sidste ende, føler jeg, at det er Malucca der er den eneste det kan gå ud over, hvis folk får frit løb til, at gisne om, hvad der sker, har været sket og hvad der måtte ske i fremtiden.

To sum up;

INGEN KRIG, INGEN ØMME BAGDELE, INGEN RLIG KONTAKT, INGEN HAD, INGENTING.

Ditlev og jeg har det stadig godt og en datter der nyder rigtig godt af det.❤️

Brain splash og man-flu.. BAD COMBO

Det her bliver ultra kort, og kun for lige at give lyd.

Jeg er på dødens rand. Jeg er blevet ramt af influenza’en (mande udgaven,  der findes ikke værre) og samtidig, var jeg startet på, at skulle stoppe med et af de præparater jeg får via psyk. Der er ikke lang tid til, at mit behandlings forløb starter, som jeg har ventet 1,5 år på (lige om lidt), så ville gerne være medicinfri inden da, da det bare måtte være en overlevelses løsning.

Nå men den medicin er ret heftigt at skulle af, så jeg føler mig ret fuld. Min hjerne er som den der “flubber” fra filmen med ham der …. åh han døde for nogle år siden? Hed han noget med Williams? Robbie? Robyn? Anyways, jeg har været så heldig, at have en fantastisk farmor, som tager sig af nulle og mig, så længe det står på. Så vi er flyttet op til hende i et par dage.❤️

Kender i nogle vilde råd mod den her vanvittige manflue? Kommentarer vil jeg virkelig sætte stor pris på! Jeg er simpelthen så dårlig til at være syg. Jeg er desideret ynkelig.

Jeg giver lyd så snart jeg er uden for farezonen.