SUPERMAND!

Jeg har idag været sammen med, hvad jeg synes er jordens mest seje dreng!
Han har simpelthen haft den værst tænkelige start på livet, & har bare haft en vilje der siger spar 100.000. Han blev født da moren var i uge 25+4, & var kun 50% så stor som han burde være.
Han vejede 510 gram & var 30 cm – en virkelig virkelig lille pjevs!

Forløbet i korte træk, hun havde en perfekt graviditet – ingen kvalme eller gener, men pludselig begyndte hun at få det rigtig dårligt, opkaste & mega mavesmerter .. Hun er ved vagtlægen, flere gange, hvor de hver gang bare laver elevator blikket på hende, & konstatere at det bare er mavesyre, & at hun bare skal tage noget medicin imod det. Det fortsætter i en måned, uden nærmere tjek på hende. Hun aftaler så med jordemoderen at hun kan få noget akupunktur, så da hun dukker op på Roskilde Sygehus, helt gul i huden ville de lige have en overlæge til at skanne & kigge på hende inden de går igang.

Han siger ingenting, går bare over på computeren, & pludselig siger han “Stina, dit barn er alt for lille & du er DØDsyg!” .. Så hun skal hentes af en ambulance, med kørsel 1 ind til Riget, & får så en sprøjte stukket i låret, med noget lungemodnende til hendes søn. Hun måtte ikke selv bare gå ned til ambulancen, eller noget. Hun skulle bare blive siddende.

Det var en onsdag hun blev indlagt, & torsdag skulle hun så til røntgen & lige først have kørt en hjertestrimmel, men da lægen havde kigget på hjertestrimlen, kom han løbende ind, efter at have snakket med en anden læge, & meddelte så min veninde, at hun ikke kunne nå at komme ned til røntgen, for hun skulle have kejsersnit med det samme, ellers ville de begge dø.

For mig, da jeg hørte hele historien, fik jeg kuldegysninger & begyndte faktisk at tude idag. Har fulgt med på sidelinien, under hele forløbet, da det skete dengang Malucca var 1,5 måned gammel, men fik den fulde historie idag.

Hun havde fået svangerskabsforgiftning med en overbygning af hellp, som ødelægger de indre organer .. Hendes lever var bl.a stået af & var grunden til hun var blevet gul i. og så havde hun fået blodpropper i moderkagen, så hendes blod ” forsvandt ” .. De var indlagt i 4 måneder, hvor lille Valdemar nåede at blive opereret 3 gange i maven & 1 gang i øjnene. Han stoppede med at trække vejret flere gange, & flere morgener kunne hun vågne op til mindre fede oplysninger om hvordan natten var gået & hvordan Valdemar havde det.

Jeg må indrømme, jeg flere gange tænkte for mig selv “Det kan jo nærmest ikke ende lykkeligt” – ved det lyder ledt & skide hårdt, men så lille et menneske, med alle odds imod sig, årh det skar mig langt ind i hjertet.

Nu sad vi så der hjemme idag, med den absolut sejeste lille prins i hele verden – jeg kan ikke sige det nok gange!! Tænk at have sparket så meget røv, & vendt så stærkt tilbage!! Jeg har den største respekt, for den lille fyr, som lige om snart, runder de 11 måneder.
Han er så hammer smækker lækker, & kunne ikke lade være med at kysse hans dejlige hovede da jeg sad med ham. & gør jeg normalt aldrig med andres børn – sidder faktisk aldrig med andres børn, men ham her kunne jeg slet ikke lade være.
Følte jeg var så heldig at være sammen med ham, & han fik så mange følelser op i mig. Kunne slet ikke selv forestille mig hvor hårdt det må have været, særligt også for moren. Tænk at få sådan en start … Fødslen betyder jo meget, & kan på virke os kvinder rigtig meget, hvis den nu ikke er gået så godt, & det her babu-babu kejsersnit fra den ene dag til den anden, kan bestemt ikke have været den mest lykkelige måde at få sit vidunder ud på, for derefter at man hver dag kan gå rundt & frygte hvad dagen kommer til at byde på. At man ikk bare kan lægge sin bebs op på brystet, men kun kan have kontakt igennem hullerne i en kuvøse. At se sit livs kærlighed ligge med utallige slanger osv, ind i kroppen. Uha nej, kan godt mærke tårene i øjenkrogen igen …….

Min aller største respekt til Jer, Stina & Valdemar.
En stjerne, der lyser så klart & stærkt!