.. Vi prøver lige igen

Mit forælder mareridt

Da vi skulle flytte, betød det også, at Malucca skulle starte i en ny børnehave.

Jeg har aldrig selv oplevet, at skulle flytte i min barndom. I hvert fald ikke sådan, at jeg også skulle flytte skole, institution eller by, kun fra det ene hus til det andet i samme by. Mine forældre kiggede dog på huse i Taastrup, Ringsted og Borup da jeg var omkring 10 år, men den tanke kunne jeg slet ikke bære, og det lyttede de heldigvis til, så mine tanker om, selv at skulle rykke fra hele mit sociale liv som barn, er bestemt ikke noget jeg synes var spændende eller positivt. Alligevel har jeg haft truffet det valg i Malucca’s liv, at hun skulle gennemgå dette, og derfor var det også vigtigt for mig, at det skulle være tilpas lang nok tid før skolestart, at hun ville nå at skabe et nyt socialt liv i børnehaven, så hun kunne følges med dem i skolen.

Det har godt nok været med MEGET blandede følelser!
Jeg troede egentlig, at det ville være sværest for Malucca (selvfølgelig), men ikke svært for mig personligt. Malucca er ikke det mest udadvendte barn, så hun er ikke den man ser på legepladsen, der bare løber over til fremmede børn og spørger om de vil lege. Hun “hænger” gerne på mors ben, også selvom jeg hopper med over til nye børn, så giver hun stadig ikke rigtig slip. På den måde frygtede jeg lidt, hvordan hendes nye start ville være, men alligevel – pædagoger og institutioner er vant til nye børn, og det skulle nok gå godt.

Hun har selvfølgelig haft reaktioner, det er klart. Hun var så enormt social og havde sit helt eget liv i den gamle børnehave. Hun var Malucca, som Malucca er. En pige der leger med biler, gerne har drengetøj på, hvis der var biler print på og drengene kom jo løbende om morgenen, og skulle én efter én vise og imponere hende med en ny undertrøje med biler på eller en ny lastbil eller andet, så snart Malucca trådte ind i garderoben. Samtidig var alt der kørte i nulles hovede “hendes venner”. Hver gang hun havde lært noget nyt – en sætning, kolbøtter, en særlig tegning osv. – så var det: “det har mine venner lært mig”. Alle navnene kunne vi jo og det var bare så trygt for både nulle og mor.

Efter vi er flyttet, savner hun selvfølgelig sin gamle børnehave og sine venner. Hun er ikke svær at aflevere om morgenen, så jeg tænker ikke hun har det svært der, hun taler lidt om få af de nye venner, men jeg synes bare, at hun hver dag kommer hjem og fortæller om noget nyt. Den ene dag, var der noget i hendes madpakke hun var helt vild med, pludselig ville hun ikke have det, fordi der var nogen der sagde “ad” til det. Så vil hun ikke lege med biler mere, for det synes de andre piger er mærkeligt, og hun vil ikke lege med drengene, fordi de siger hendes hår er grimt og at hun skal smides ned i kloakken. Så vil hun ikke hedder Malucca mere, men bare Malou, fordi de andre siger det er mærkeligt. Hun vil i hvert fald ikke have noget tøj på, hvor der er biler på. Nu er alting MY LITTLE PONY.

Jeg ved godt, at tingene kunne have gået den pigede vej anyday, ligegyldigt lokation og institution, det er bare svært og gør ondt i mit hjerte, at min Malucca der før var helt som hun skulle være, nu følger med strømmen. Men jeg forstår hende godt. Hun vil blende ind, og selvfølgelig vil hun det! Det er nærmest aldrig sjovt at være den nye, og slet ikke hvis man skiller sig ud. Jeg håber hun på et tidspunkt, er så meget på plads, så hun bare er Malucca, ligegyldigt i hvilken forsamling eller lokation igen.

Samtidig, fordi vores flytning lidt har været en nødsaget flytning, istedet for af ren og skær lykke og lyst, så har det også været svært for mig, at acceptere, at hun skulle væk fra sit sociale liv. Så det har også været svært for den nye børnehave, at gøre mig tilfreds. Heldigvis er jeg begyndt at blive rigtig glad for dem. Det handlede mest om mit eget, savnet til det trygge vi kendte til, at intet kunne stille mig tilfreds, så længe det ikke var den gamle børnehave.

Hvis nogen af jer, har haft ligesådanne oplevelser, med børn der kom hjem og fortalte, at nogle af de andre børn drillede eller sagde grimme ting, hvordan har i reageret? Gået til pædagogerne? Taget fat i børnenes forældre? Hvilke erfaringer har virket bedst?

Min søster blev mobbet som mindre, hvor mine forældre gik til skolen, og det hjalp 0 og f*cking nix, hvor imod da jeg blev mobbet som mindre, der tog min mor og ringede dørklokker hos de forældre til børnene der var efter mig, og DET virkede.

Råd og erfaringer tages imod med KYSHÅND!!

//xoxo

   

6

  • Katja

    Hej..
    Min datter på 7 er også blevet mobbet -ikke grundet flytning men bare generelt. (Der findes ikke rigtig nogen årsag). -Jeg startede med at gå til personalet -dette dog uden virkning. Til sidst forekom en så alvorlig situation, hvor min datter blev sparket og slået, af nogle fra klassen, og der tog jeg selv fat i forældrene til de involverede børn -dette har haft en nogenlunde virkning.. -dog måtte vi sidst en tur på skadestuen med en forstuvet albue idet de havde smidt hende ud over en scenekant på fritteren.. -Igen fat i forældrene..
    Min personlige erfaring er, at man skal tage fat i forældrene -for det er ikke altid personalet har mulighed for at afskaffe problemerne -ydermere har jeg måtte fortælle min datter, gang på gang, at alle hendes interesser, tanker, følelser osv. Er helt okay.. Jeg har gentagende gange måtte sidde med hende og forklare hende, at der er forskel på hvordan børn er opdraget -men at der altså ikke er noget galt med/i, at hun gerne vil lege med biler og klatre i træer istedet for at lege med pony’er osv.
    Håber I får læst problemerne 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nanna Dan Eliasen

      Hold da helt op .. får helt ondt i mave og hjerte, af at læse denne kommentar. Jeg er virkelig ked af, hvad din datter har været igennem, og beder til, at hendes liv fremadrettet, ser helt anderledes ud, mht. mobning. 🙁 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg ville involvere pædagogerne. Når noget så grundlæggende er barnets identitet, som biler og hvis nære venner er drenge, er det bemærkelsesværdigt, at der så hurtigt bliver skiftet ud i interesser, på baggrund af andre børns meninger om hår, navn og interesser.Ligestilling starter i vuggestuen, så det er pædagogernes job at lære børn, at der ikke er noget der hedder drengelege og pigelege, men at alle har ret til at lege med lige hvem de vil og med hvad de vil. Uagtet af deres køn. Det er sgu godt der kommer sådan en som din datter, der kan udfordre pædagogerne ( det burde ikke være nødvendigt ), men især støtte de andre børn i, at man ekskludere ikke børn, som ikke lever op til stereotypekønsopfattelser. Det virker som om at børnene allerede er godt igang med det. Ikke ok. Jeg tænker om du har gjort pædagogerne opmærksomme på de problemer dit barn møder? Men især om du har fortalt dem om Maluccas interesser før hun startede i deres institution? Og om du har gjort dem opmærksomme på de forandringer og udfordringer hun møder i dagligdagen med de andre børn? Naturligvis bliver hun påvirket af andre børn og det skal hun bestemt også, men hun skal da ikke begynde at ændre den opfattelse hun har af sine interesser så drastisk pga børnehaveskift og andre børns meninger om hendes udseende, navn eller legetøj. Så en god konstruktiv dialog med pædagogerne ville jeg starte med. Og så få talt med din datter hvor vigtigt det er ikke at ændre sig pga andre mening, men hvor sejt det er at hun er lige som hun er og det er vigtigt at man laver sig selv helt om for at passe ind. Det havde hun jo ikke behov for før, der var ingen der syntes hun havde mærkeligt navn, hår eller legetøj det andet sted. Derfor var der ikke noget galt med hende der, og derfor er der ikke noget galt med hende nu. Ville også overveje legeaftale hjemme hos jer, med dem hun nævner fra børnehaven evt en dreng og en pige, så hun kan vise sit Biler legetøj frem og de kan lære hende rigtigt at kende under fysiske forhold og præmisser, der er Maluccas og ikke børnehavens. Held og lykke. Jeg har stået der både som pædagog og som mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nanna Dan Eliasen

      Vi var på besøg i børnehaven inden hun skulle starte, hvor Malucca også selv var med til, at fortælle hvad hun holdte mest af, at lege med og at hun kun legede med drengene. Så de vidste godt Malucca ikke var en pige-pige inden.
      Jeg taler dagligt med Malucca om, at det er langt mere en OKAY at være Malucca, ligegyldigt hvad hun kan lide, tænker eller føler. Samtidig taler vi om de ting hun fortæller, men hun kan også finde på, det ene sekund at fortælle om bla. det med kloakken, og bagefter sige det aldrig er sket. Men idag sige det er sket alligevel. Jeg har endnu ikke talt med pædagogerne, det er også først her i weekenden, hun har fortalt mig nok til, at nu bliver jeg nødt til, at høre hvad der er der sker, altså hos pædagogerne. Så det var min plan imorgen når jeg aflevere.
      Har du så fra pædagogens side, oplevet pædagoger der ikke har kunnet finde ud af, at tage imod, at man som forældre kommer til pædagogerne, med disse problemer? Tænker mere, hvordan den skal lægges ud, for det ikke lyder som et angreb på deres måde, at være pædagoger på, fx. så de ikke føler, at jeg kritisere, at de ikke er vågne nok på, hvad der sker børnene imellem, i de timer de er i bh.
      Tusind tak for alle dine råd! Det betyder meget! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie

      Du kritiserer jo ikke deres pædagogiske arbejde, men gør dem opmærksomme på at det her ved at udvikle sig til et problem og du er bekymret. Pædagoger kan ikke have et øje på hver finger og børn i den har også godt af ikke at være overvåget i deres leg hele tiden. Så det er slet ikke sikkert at de har observeret det. Derfor er det supervigtigt at du får fortalt dem om Maluccas reaktioner og dine oplevelser af hvad hun fortæller derhjemme. Sig gerne af du har brug for deres faglige viden og hjælp til hvordan du skal håndtere det. Sådan noget elsker pædagoger nemlig. At de kan bruge deres uddannelse. Malucca opfører sig sikkert markant anderledes hjemme hos jer. Men der er hun jo også tryg og det er hendes base ( også selvom i er flyttet ). Det er ikke et angreb på pædagogerne eller kritik. Jeg er helt sikker på at de også har den største interesse i at alle børnene trives.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nanna Ragnhild

      Tusind tak, jeg vil tage det med imorgen. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

.. Vi prøver lige igen