Mit forælder mareridt

Da vi skulle flytte, betød det også, at Malucca skulle starte i en ny børnehave.

Jeg har aldrig selv oplevet, at skulle flytte i min barndom. I hvert fald ikke sådan, at jeg også skulle flytte skole, institution eller by, kun fra det ene hus til det andet i samme by. Mine forældre kiggede dog på huse i Taastrup, Ringsted og Borup da jeg var omkring 10 år, men den tanke kunne jeg slet ikke bære, og det lyttede de heldigvis til, så mine tanker om, selv at skulle rykke fra hele mit sociale liv som barn, er bestemt ikke noget jeg synes var spændende eller positivt. Alligevel har jeg haft truffet det valg i Malucca’s liv, at hun skulle gennemgå dette, og derfor var det også vigtigt for mig, at det skulle være tilpas lang nok tid før skolestart, at hun ville nå at skabe et nyt socialt liv i børnehaven, så hun kunne følges med dem i skolen.

Det har godt nok været med MEGET blandede følelser!
Jeg troede egentlig, at det ville være sværest for Malucca (selvfølgelig), men ikke svært for mig personligt. Malucca er ikke det mest udadvendte barn, så hun er ikke den man ser på legepladsen, der bare løber over til fremmede børn og spørger om de vil lege. Hun “hænger” gerne på mors ben, også selvom jeg hopper med over til nye børn, så giver hun stadig ikke rigtig slip. På den måde frygtede jeg lidt, hvordan hendes nye start ville være, men alligevel – pædagoger og institutioner er vant til nye børn, og det skulle nok gå godt.

Hun har selvfølgelig haft reaktioner, det er klart. Hun var så enormt social og havde sit helt eget liv i den gamle børnehave. Hun var Malucca, som Malucca er. En pige der leger med biler, gerne har drengetøj på, hvis der var biler print på og drengene kom jo løbende om morgenen, og skulle én efter én vise og imponere hende med en ny undertrøje med biler på eller en ny lastbil eller andet, så snart Malucca trådte ind i garderoben. Samtidig var alt der kørte i nulles hovede “hendes venner”. Hver gang hun havde lært noget nyt – en sætning, kolbøtter, en særlig tegning osv. – så var det: “det har mine venner lært mig”. Alle navnene kunne vi jo og det var bare så trygt for både nulle og mor.

Efter vi er flyttet, savner hun selvfølgelig sin gamle børnehave og sine venner. Hun er ikke svær at aflevere om morgenen, så jeg tænker ikke hun har det svært der, hun taler lidt om få af de nye venner, men jeg synes bare, at hun hver dag kommer hjem og fortæller om noget nyt. Den ene dag, var der noget i hendes madpakke hun var helt vild med, pludselig ville hun ikke have det, fordi der var nogen der sagde “ad” til det. Så vil hun ikke lege med biler mere, for det synes de andre piger er mærkeligt, og hun vil ikke lege med drengene, fordi de siger hendes hår er grimt og at hun skal smides ned i kloakken. Så vil hun ikke hedder Malucca mere, men bare Malou, fordi de andre siger det er mærkeligt. Hun vil i hvert fald ikke have noget tøj på, hvor der er biler på. Nu er alting MY LITTLE PONY.

Jeg ved godt, at tingene kunne have gået den pigede vej anyday, ligegyldigt lokation og institution, det er bare svært og gør ondt i mit hjerte, at min Malucca der før var helt som hun skulle være, nu følger med strømmen. Men jeg forstår hende godt. Hun vil blende ind, og selvfølgelig vil hun det! Det er nærmest aldrig sjovt at være den nye, og slet ikke hvis man skiller sig ud. Jeg håber hun på et tidspunkt, er så meget på plads, så hun bare er Malucca, ligegyldigt i hvilken forsamling eller lokation igen.

Samtidig, fordi vores flytning lidt har været en nødsaget flytning, istedet for af ren og skær lykke og lyst, så har det også været svært for mig, at acceptere, at hun skulle væk fra sit sociale liv. Så det har også været svært for den nye børnehave, at gøre mig tilfreds. Heldigvis er jeg begyndt at blive rigtig glad for dem. Det handlede mest om mit eget, savnet til det trygge vi kendte til, at intet kunne stille mig tilfreds, så længe det ikke var den gamle børnehave.

Hvis nogen af jer, har haft ligesådanne oplevelser, med børn der kom hjem og fortalte, at nogle af de andre børn drillede eller sagde grimme ting, hvordan har i reageret? Gået til pædagogerne? Taget fat i børnenes forældre? Hvilke erfaringer har virket bedst?

Min søster blev mobbet som mindre, hvor mine forældre gik til skolen, og det hjalp 0 og f*cking nix, hvor imod da jeg blev mobbet som mindre, der tog min mor og ringede dørklokker hos de forældre til børnene der var efter mig, og DET virkede.

Råd og erfaringer tages imod med KYSHÅND!!

//xoxo