Al den medicin for overlevelse?!

Åh det er godt nok noget meget personligt for mig, og det var i starten ret hemmeligt for mig, når dem omkring mig spurgte til hvilket medicin jeg fik.

Jeg har altid været imod medicin faktisk. Ikke som en overordnet holdning, og ikke som en holdning der også skulle dække over andre personer, men jeg har aldrig villet tage medicin for psyken. Jeg har haft en kukkeluk psyke altid…. Jeg startede i hele det der regi som 13 årlig hos børne psyk. Inden da havde jeg faktisk været til psykolog som 10-11 årlig, pga en episode i min familie som var ret voldsom. Men det indbefatter dog ikke nogen af dem jeg har nærmest eller dem som jeg er så heldig at kunne kalde min familie (nu).

Men jeg, Nanna, kan faktisk nemt se langt tilbage og se, at jeg har været sårbar siden jeg var lille.

Jeg starter lige med at sige inden, at jeg er ikke blevet udsat for noget fysisk eller psykisk i mit barndomshjem! Jeg har haft jordens bedste opvækst med min nære familie! 

Nå men jeg har altid været enormt tilbageholdende. Jeg turde ikke selv spørger om ting, hvor man kunne risikere at få et nej, og der er jeg stadig, for hvis jeg får et nej, så føler jeg det virkelig som et afslag på min person. Jeg har enormt svært ved at skelne imellem, at det at jeg ikke må få en is, ikke er fordi at jeg ikke er god nok som person, men fordi der f.eks. Bare ikke lige er penge med til det eller deslignende. Jeg fik som regel min lillesøster til at spørger om ting.  Den helt klassiske var altid, om vores forældre ikke ville være søde, at skrue op for radioen i bilen. Det turde jeg ikke spørger om! Hvor langt ude er det? Så det måtte min søster.. og der gik ikke mange gange før, at lorteungen blev træt af det og begyndte, istedet for selv at spørger “mor og far er i ikke søde at skrue op for musikken?” til at ændrede frasen til “jeg skulle spørger fra Nanna om i ikke vil skrue op for musikken…” – så er det jo komplet ligegyldigt “brorlort”. Hvis de siger nej, så er det jo til mig, Nanna, som ikke er nok værd til, at der skal skrues op for musikken.

Ungen var faktisk også så irriterende, at når jeg sendte hende ind til de gamle for at spørger, om vi måtte tage en is, så gik hun ud, spurgte, fik lov til at tage is, men gik ind til mig og sagde at de sagde NEJ! Egentlig utroligt vi taler sammen den dag idag……. haha.

Det var bare et af de mindste eksempler i verden. Jeg har en masse andet om, hvordan mine tanker og handlemønstre har været senere, og det tænker jeg også, at jeg gerne vil dele. Jeg er nået til et sted, hvor jeg ikke skammer mig over, hvor jeg har været, for det er heldigvis så langt væk nu, og accepteret af mig selv, at det har været min “overlevelse” som ung. Jeg har været medlem af en gruppe på Facebook, hvor andre med diverse kampe eller pårørende kan være en del af, spørger og få råd og ellers bare følge med på sidelinjen, og ikke føle sig så alene og anderledes. Det har givet mig enormt meget, og derfor også givet mig mod på, at dele ting, for hvis andres delen ud af dem selv, har givet mig dét som det har, så håber jeg også, at andre kan bruge mit, eller spejle sig i det, og så føle at tingene nok skal gå. “Du er ikke den eneste”. Det kommer altså i et andet indlæg.

Jeg har før været i et intensivt borderline gruppe forløb, over længere tid, og så efter det, gruppeterapi én gang i ugen i længere tid også. Allerede dengang var jeg imod at skulle tage medicin. Jeg tror jeg var på antidepressiver i 1 måned dengang (jeg var 18), men jeg havde en mor der virkelig ikke var tryg ved det, og havde en masse skrækhistorier om sådan noget, som hun sendte til mig dagligt. Ikke at det skræmte mig, men jeg ville gerne slippe for alle de historier. Haha. Hold kæft hun spammede min mail med links.

Nu har jeg så været igennem mit livs, indtil videre, værste mareridt for noget tid siden efterhånden, som jo så har resulteret i, at jeg har stået stille og skulle vente HALVANDET ÅR(!!!!) på at starte i en behandling der hedder DAT (dialektisk adfærds terapi), som jeg også skriver et indlæg om senere. Alle mine tanker om det, for det er virkelig ikke bare liiiige… det skræmmer mig åndssvagt! Nå men jeg skulle overleve al den tid, være mor, få ting til at køre rundt, kæmpe med en masse frygt og angst for alting og puha ja… jeg har virkelig været langt ude! Så jeg valgte at sige ‘ja tak‘ til medicin.

Det startede med noget Sertralin mod depression. Det udvidede sig så med Lamotrigin (epilepsi medicin) som skulle være stemningsstabiliserende. Så begyndte jeg at have de vildeste mareridt. Vågnede konstant fordi jeg græd. Det var ikke mareridt om drager og flyvende kufferter. Det var folk jeg var ret ræd for i forvejen pga fortiden, som gjorde de mest forfærdelige ting mod alt jeg har kært. Nå hen til psyk og fortælle at min søvn er forfærdelig. Så fik jeg da Quetiapin, som skulle give mig ro, ingen tankemylder og så blev jeg ellers hjernedøde døsig og gik kold en halv time efter jeg tog dem. Det gav mig da søvn, men mareridtene fortsat, nu kunne jeg bare ikke vågne af dem, så de varede længe og jeg tudede og det var forfærdeligt hver nat. Så fandt jeg ud af, at Sertralin som jeg jo fik, kan give mareridt, så mig op til psyk og sige ‘nej tak’ til det. Fint nok, nu kunne jeg så bare ikke sove uden mine Quetiapin’er. Og efter en måned havde jeg lyst til at ødelægge mig selv dagligt. Nøøøøj hvor var jeg ked af det KONSTANT!! Så måtte jeg lige tale med psyk, som jo så lige så at det var en måned siden jeg stoppede med mit antidepressive, så jeg måtte lige på noget nyt. Venlafaxin….. det er nok godt for nogen, men fuck noget lort for mig. Det skal tages hver dag på samme tid, ellers bliver man spritstiv uden at have drukket. Eller jeg bliver det. Mine “sovepiller” Quetiapin begyndte nu ikke at hjælpe mig med søvnen, den gjorde mig bare skæv ved indtagelse og stadig langt op af dagen efter. Mig op igen til psyk.. droppe de piller og så få nogle andre med samme aktive stof (hvad kalder man det?), som den jeg fik i forvejen. Denne her var bare højere mg og havde en senere indvirkning. Den blev jeg så godt nok heller ikke sløv af.

Én ting jeg har lært nu er, at virkelig sætte mig ind i og spørger, hvad det er for præparater jeg får tilbudt. Jeg har bare taget hvad der blev serveret agtig. Jeg synes jeg har fået den ene ting for at afvirke den anden, for at få en tredje der skulle hjælpe en fjerde. Puha nej, drømmen er bestemt at skulle leve uden.

Nu er der 3 måneder til mine halvandet års ventetid er gået og jeg starter op i behandlingen, og min mening med det hele, har hele tiden været, at skulle være medicinfri så snart hjælpen kom. Selvfølgelig kan jeg ikke sige med sikkerhed, at den klare jeg, men jeg har smidt mine natpiller, og har nu i snart 1 uge undværet mine antidepressive Venlafaxin… det har været en møg stram uge, og den er ikke ovre, for jeg har stadig gele hjerne. Den bobler rundt inde i hovedet.. Jeg føler at jeg har drukket en flaske vodka, og jeg skal bestemt ikke tænke over, at sætte mig bag et rat. Jeg har overvejet flere gang, at bare tage en pille og få det til at stoppe, men fandme nej!!! Det er så syret for mig, for jeg føler virkelig det er et stof jeg er afhængig af. Tænk det skal have sådan en effekt på fysikken, at jeg bliver så dårlig. En anden ting er, hvordan psyken kommer til at tage det, men det er netop derfor jeg stopper det præparat nu, så jeg lige kan mærke hvor jeg er uden, inden behandlings start, så hvis den er helt gal, må jeg finde på noget andet, mindre vanvittigt. Jeg føler mig som om jeg er på afvænning altså. Puha.. det er møg ubehageligt! Og samtidig med det, så fucker mine følelser jo fuldstændig op.. mega ubalance.. har lige tudet i frugt og grønt afdelingen i netto…… og jeg ved ikke hvorfor… det bliver en kanon tid det her, haha.

Jeg har nu kun min stemningsstabiliserende Lamotrigin tilbage, som jeg så til gengæld er trappet lidt ned på, men det er ikke den “farlige” for mig. Jeg føler at den er så uskyldig, da den jo egentlig bare er mod epilepsi. Så Ditlev og jeg får faktisk samme medicin.

Tak fordi i altid læser alt mit langtrukne roman bavl.

I er skønne.

❤️