Ih hvor jeg hader mig selv

IDAG….

Det er bare en af de der dage, hvor jeg ikke føler mig tilstrækkelig. Jeg kan kun se alt det negative, alt det jeg ikke har opnået eller formår. Alt det jeg ikke er og alle de sindssygt skod valg jeg har haft taget igennem livet. Og bare pisse sur over, hvor jeg er.

Jeg ved jo godt, at det hele ikke bare er sort. At jeg er på vej i den gode retning. At ikke alle mine valg har været skod, og at jeg har en helvedes masse erfaring, noget af det endda noget som jeg har fået tidligere i livet, end så mange andre. Noget af det er endda erfaring andre ikke kommer til at få, og det er sådan set også nogle ting jeg godt kunne have undværet. Men hold op jeg har lært en masse psykologisk om hvordan mennesket er, eller kan agere osv. Jeg er selvfølgelig ikke bedre end andre, og jeg er slet ikke altvidende, eller noget som helst i forhold til andre. SLET IKKE!!! 

Men fuck det, bare lige idag… Jeg har en lortedag, og dem er der sindssygt mange af i bagagen og der kommer mange endnu. Men ØV at det er sådan.

Jeg har før været der, hvor jeg har haft et enormt behov for, at finde ud af, hvad der er skyld i mit skrøbelige og selvdestruktive/selvhadende sind. Det fyldte bare alting i mine tanker. Hvis “bare” jeg kunne sige: “jamen der skete den her forfærdelige ting i min barndom…”, og selvfølgelig nej!! Jeg er enormt heldig over, at jeg har haft jordens skønneste kærlige forældre og familie. Det er slet ikke fordi, at jeg ønsker, at min barndom har været skyld i noget, men ih.. jeg ville ønske jeg vidste, hvad der i min fantastiske barndom, ikke lige gik efter planen.

Det der kan gøre mig mest psykose agtig af ALTING er, hvis jeg bliver forladt. Forladt af en kæreste, ligegyldigt hvor godt det så end er for mig, at slippe for den kæreste, hvor ond personen kan være fysisk eller psykisk, så tigger og beder jeg til, seriøst på mine knæ, at personen ikke forlader mig. Jeg bliver fuldstændig, desperat og dum! Men jeg har ikke noget traume fra, at have en forælder der forlod mig eller andre i den dur. Jeg er engang da jeg var lille, blevet væk i BonBon land, og min barnehjerne husker det virkelig som, at hele min familie gik for at kigge på noget andet, mens jeg stod ved en karrusel, som man selv satte igang ved at trykke på en knap. Bum pludselig var de væk. Historien var faktisk, at jeg jo pludselig laver en houdini, netop fordi jeg så den der spændende karrusel, så jeg smuttede meget hurtigt fra flokken. Men… det kan sgu da ikke have fucket mig op for evigt altså…

Jeg røg engang faktisk til noget alternativ terapi/behandling, med det mål for øje, at prøve at gå ind i min underbevidsthed, og finde ud af, hvad der gjorde mig så “forstyrret”. Det hed tankefelts terapi, som gik ud på, at jeg selvfølgelig skulle sætte mig ned, mærke alle dele i min krop, fokusere på vejrtrækningen, og så gik hun ellers igang med, at “prikke” helt let med en finger (eller nærmere duppe) til mig på forskellige steder/punkter. Det var mellem øjnene, på håndryggen nede i hjørnet mod min håndled. Jeg troede VIRKELIG IKKE på det. SLET IKKE!! Pludselig sad jeg i en tilstand, hvor jeg helt klart, så nogle ting for mig. Jeg så en lille pige. Hun var 4 år. Terapeuten spurgte om Jeg kendte den her pige jeg så; og gudhjælpemig om det ikke var den rødhårede lille Nanna på 4 år. Jeg skulle forestille mig en lang gang eller noget der mindede om. Jeg stod så, på en allé. Den allé var lavet af helt splinterny asfalt, i ved, den der helt nærmest sorte asfalt, der er sindssygt lækker, at stå på rulleskøjter på. Men den var ikke streget op endnu. Der var smukke friske træer ned langs siden, men udenom dem, var der ikke græs eller andet. Det var ørkenrødt sand. Som om alt var dødt. Jeg skulle gå ned af den allé, men jeg kunne ikke. Jeg begyndte at græde helt vildt, altså i virkeligheden, for nede for enden, der var en ond kæmpe kanin, hvid, med røde øjne, og sindssyge hugtænder og et andet sygt dyr, jeg ikke kan huske lige nu. Jeg sad altså i stolen (hos terapeuten) og begyndte at på bævrende kæbe og pludselig stod tårene bare ud af mig? Det kunne jeg slet ikke styre. Ligegyldigt hvad hun bad mig om (terapeuten), så turde jeg ikke og jeg kunne ikke, for hun ville have mig til, at bevæge mig ned for enden, for nok at fjerne min frygt. Jeg kunne ikke engang rykke mig. Så skulle jeg prøve at få voksen Nanna hen til Nanna 4år, så hun kunne tage hende i hånden og vise hende, at det ikke var farligt. Men voksen Nanna kunne heller ikke. Hun var ligeså skide bange. Voksen Nanna gav så 4 årige Nanna et kæmpe kram for at prøve at trøste hende, men det kunne hun ikke. Så blev jeg bedt om, at tage børne Nanna i hånden og væk fra det sted. Finde et sted hvor vi var trygge, og pludselig stod vi foran mit barndomshjem og kiggede ind mod huset ude fra vejen, men jeg kunne se ind gennem vinduerne og kunne se mine forældre og mig, fra dengang jeg stadig var enebarn, og det var ren kærlighed.

Puha mens jeg sidder og skriver det her, stor tuder jeg. Det havde jeg ikke lige regnet med, overhovedet!!!

Jeg ringede til min mor lige efter den her session og fortalte hende om det, og med det samme mindede hun mig om dengang i BonBon Land. Det var ikke en ting jeg har tænkt på siden jeg var barn, men det er et tydeligt minde, men jeg gik ikke ind til sessionen med den episode i tankerne. Som sagt troede jeg ikke på det, så egentlig var jeg slet ikke åben for det, og hende der udførte det, sagde også til mig som en start, at nogen var modtagelige og oplevede noget første gang, andre skulle prøve det rigtig mange gange og endeligt var der dem, der aldrig nåede dertil. Nok også derfor det tog mig så meget med storm. Det var fuldstændig syret. Dog gav det med BonBonland måske ret meget mening, eller der var måske et link. BonBonland er jo baseret på mærkelige dyr (klaptorsen, hende koen med babserne eller hvad hun var, Tulle tisseble og hundeprutter), og som 4 årig (som jeg rent faktisk var dengang), så når man bliver væk og faktisk med sikkerhed tror, at man aldrig bliver fundet igen, så kunne jeg godt forestille kig, at alle de sjove dyre forlystelser, går fra at være sjove til, at være ubehagelige.

Men igen, det kan sgu da næppe være det, der har fucket mig op. Sådan ‘for good’?!!!

Sikke dog et langt sidespring. Jeg har det enormt nederen, så der kommer bare en lind strøm, af alle mine tanker idag.

Nå ja forresten.. en af de vigtige grunde til, at jeg så brændende gerne ville vide, hvorfor det er gået som det er med mig fra start af er, at jeg er så bange for, at fucke Malucca op. At lave den samme “fejl”, for jeg ved selvfølgelig godt, hvad man IKKE skal gøre ved et barn eller udsætte det for, men netop fordi jeg ikke har en finger at sætte på min barndom, det er dét der skræmmer mig, for så kan alt jo gå galt agtig. Og igen tænker jeg, hvordan skulle jeg kunne forme hende perfekt, når jeg ikke engang selv ved, hvordan det gøres, når det ikke er lykkedes her?

Sådan en omgang LÅÅÅÅÅÅÅRD!!!