Hvem bliver jeg så?

Åh her kommer der lige mine tanker, om det forløb jeg skal starte på, hos psyk til Juni ’18. Jeg har nævnt det før (Og kommer sikkert til det igen), men det hedder DAT (Dialektisk Adfærds Terapi).

Jeg har bare hørt så vanvittig meget godt om det. Utallige personer der har fået SÅ meget ud af det, men samtidig også har fortalt, at det virkelig kræver en indsats fra sin egen side. Man skal virkelig gå ind til det,  fuldt ud. Jeg vil også sige, jeg har ventet halvandet år, på at kunne komme igang med at udvikle positivt videre på min psyke.. hvis jeg forspilder den chance nu, Så er jeg også virkelig idiot!

Det her indlæg….. måske er der virkelig ingen idé eller formål med det her. Måske ingen der kan relatere eller noget. Men jeg tror nu engang, at min blog bliver baseret på mit/vores liv. Stort og småt; virkelige hændelser eller bare tanker. Jeg har ikke en mad blog, beauty blog eller anden form for rød lækker tråd. Min røde tråd må være, at der ikke er nogen, men jeg håber at bare nogen af jer, nyder det lidt. Jeg nyder i hvert fald at åbne op kan jeg mærke.

Anyways… mine tanker og følelser omkring behandlingen er VIRKELIG blandede. Jeg har været enormt glad for, at der findes en “løsning” på det her dumme hovede/mønster jeg befinder mig i og altid har gjort. Jeg har været sindssygt vred og frustreret over, at jeg har skullet vente en evighed; det ved jeg godt, at andre også har, men lige på det her punkt er jeg bare skide egoistisk. Jeg er Malucca’s mor, og hun er faktisk den vigtigste at få styr på, Så Malucca vokser op med de bedste Odd’s. Hvad sker der for den ventetid? Det var satme ikke sket ved en brækket arm! Jeg har været opgivende, pga. jeg bare har følt mig “ligegyldig”, nu hvor, jeg bare har måttet vente. Og igen, selvfølgelig må jeg vente i køen, ligesom alle andre. Men “fordi børn i Afrika er sultne, så kan jeg også være det”. Jeg kan kun forholde mig til Min virkelighed lige på det her punkt. Sorry, kan godt læse, at jeg lyder nederen, men det er ærligt. Jeg har glædet mig og tænkt, at så bliver jeg bare “normalt tænkende” som alle andre-ish, som at tage en pille og blive rask. Så kom tankerne om, at nej.. Det foregår slet ikke sådan. Det bliver benhårdt arbejde. 27 års tankegange og tankemønstre, som jeg SELV (med værktøjer man bliver givet), skal ændre på. Jeg skal lærer mig selv, ikke at gøre som jeg SELV altid har gjort eller tænkt. Så har jeg været skide bange. Jeg har tænkt “jamen hvem er Nanna så?er jeg så bare “grå”? Er det en stor og nogle gange særlig charmerende ting ved mig? Kan jeg overhovedet lide hende på den anden side?” Og mange andre tanker. Lige på den her konto, der tror jeg også, at jeg er nået til, at jeg måske bare har ladet min hjerne gå i selvsving. Jeg skal nok bare gå ind til det, og ja.. være åben.. og vide, at det er en fantastisk rejse jeg skal ud på. Og jeg er meget heldig, at få lov til det. At bo i Danmark og have muligheden for, at blive hjulpet.. Det er ikke Danmarks ansvar, at jeg er “fucked” indeni. Alligevel bliver jeg taget hånd om.

Hvor heldige er vi lige?!!

Mine issues (tanker/følelser/handlinger), dem sætter jeg jo også pris på. Der er jeg nået til. Jeg har virkelig hadet den side. Og synes det hele var røv uretfærdigt; hårdt og synd for mig… igen, ærlighed.. men jeg er nået til, at kunne embrace det en smule. Det at når jeg føler ting, Så er mine følelser på steroider; på godt og ondt. Men hvor er det dog dejligt, at have så overvældende gode følelser, for de rigtige ting og de rigtige personer. Øv når det så gør ondt. Men fx når jeg bliver glad eller når jeg elsker, jamen det kan ikke beskrives. Måske tænker nogle af jer “Ja det gør vi alle sammen. Det er normalt Nanna!”, men det er svært at forklare for andre, der ikke selv kender til de følelser og issues jeg har eller skriver om.

Nå… 15 months down, 3 to go! Det er syret pludselig en dag, at “vågne op” og finde ud af, at tiden alligevel går og er gået.