Av mit hjerte

Malucca har savnet sin gamle børnehave og venner helt vildt meget, så idag kunne vi tage derhen og besøge dem. Hold da op, det var en meget følelsesladet time.

Der gik jo ingen tid, før hun efter en hel masse kram af pædagoger og venner, løsnede op og faldt ind i alt det gamle, med leg og de gode gamle venner.

Det var det bedste i hele verden, endelig at se min lille pige, få lov at være 110% sig selv, lege med biler som bare er hendes ‘ting’, og bare få lov til at se hende vokse 5 meter. Den samme glade pige jeg har haft hver dag nærmest, men som ikke har fået lov til at blomstre den sidste 1,5 måned. Opstarten er godt nok svær i det nye, og guuuud hvor jeg håber det går over meget snart. Jeg er i dialog med børnehaven om mobberierne, og jeg beder til, at det hjælper. Alternativt er jo at flytte hende igen, men der er jo ingen garantier, og hvad nu hvis det bare er noget nyt der trykker et nyt sted? Samtidig med, at det er et flyt igen, og hun er ikke god til nye ting eller store omvæltninger. Malucca er bare en pige der skal have sine vante ting omkring sig, og som skal forberedes på alting, lige fra tivolitur til at skulle børste tænder. Sådan har hun det bedst.

Samtidig med, at mine tåre pressede sig på, af ren lykke over at se hende STORTRIVES i den gamle børnehave, så var tårene der også, da jeg talte med samtlige pædagoger om, hvordan det gik nu, både med mig, Malucca, vores nye hjem og bare det hele. Jeg har altid været ærlig omkring alt hvad der skete om os til dem, da jeg føler, at man på den måde, bedst muligt kan hjælpe sit barn, hvis noget som helst skulle dukke op, som særlige reaktioner eller noget. Det gjorde så ondt, at fortælle hvordan jeg føler Malucca bliver trukket ned, hvordan hun ikke “får lov” til at være Malucca som vi alle kender hende, og hvordan hun fortæller mig, at hendes hverdag ofte er. Kan man ikke stoppe sådan et helvede fra den ene dag, til den anden?!?!? :’-( Jeg føler mig bare så ødelagt, frustreret og magteløs. Jeg ser den smukkeste, sødeste, mest kærlige og omsorgsfulde, og ikke mindst sjoveste person i verden, når jeg kigger på hende. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan hun ikke bare kan gå igennem livet, hvor alle ser det samme.

Er nok meget kliché agtigt som forælder, at se det som jeg ser i Malucca,  men det er virkelig det jeg ser.

Jeg er så lykkelig over den tid vi har haft i Møllehøj i Borup, taknemmelige for de pædagoger Malucca har været så heldig over at omgåes hver dag, som bare har støttet hende i, at være nøjagtigt som hun var, og hvordan de altid har kunnet lægge ører til mig og hvad jeg nu måtte ud med. Og tak for en uforglemmelig dag, den tid i gav os, alle de kram og en fantastisk afslutning for Malucca med en hel flok drenge der løb efter hende og legede kysseleg med hende. Det var et vidunderligt syn og øjeblik! <3

//xoxo